eskapistiske skriverier i skyggen af Kafka

Nu har jeg givet mig selv en af de der såkaldt ”lovlige” skrivepauser, som giver mig lov til ikke at lave noget på min eksamensopgave om Kafka i et blogindlægs tid, men eftersom jeg egentlig ikke som sådan har foretaget mig noget som er værd at holde pause fra, sådan af nævneværdig betydning, er jeg ikke i stand til ikke at tvinge mig selv til at skrive et eller andet, trods alt. Dette dog af en noget anden karakter, da denne blog ikke på nogen måde eller i noget perspektiv eller nogen kontekst kan overbevise sig selv eller andre om at have nogen relevans for en opgave omhandlende sammenligning af læsningsstrategier af Kafka i en modernistisk æstetikteoretisk kontekst. Dog, den farves af det faktum at jeg skriver for at slippe for Kafka, though Kafka’s on my mind, hvilket helt sikkert kommer til at give sig udslag i et indhold af en noget eskapistisk karakter – det kommer nok til at handle mere eller mindre om ingenting, skal I se.

Nuvel. Mit hoved handler om ingenting i tiden.. Mit intellekt har taget sig en eskapistisk (favourite word of the day) julerejse til facebook-og-læse-andres-blogs-land, hvor der, meget belejligt, ikke sker en skid – eller, hvor jeg jo i hvert fald er lykkeligt passificeret -, og så kan opgaven og jeg jo pænt sidde her og vente på dets hjemvenden. Det begynder at være lidt enerverende, egentlig. Opgaven skriver på ingen måde sig selv og jeg tager til Berlin om tre dage og kommer først hjem tre dage inden deadline (kan man kalde det det? Det lød umiddelbart lidt sejere end afleveringsfrist) hvilket, bevares, får to-tre milliarder kæmpestore, fede alarmklokker til at bimle som afsindige løbende gnuer over metalplader, men denne auditive overstimulans er åbenbart ikke tilstrækkelig til at få min selvdisciplin til at lette sit fede korpus og svinge pisken over mit fede korpus indtil jeg kommer i gang!

Dog, jeg har da skrevet 1154, for at være eksakt, tegn (med mellemrum) i løbet af de sidste fire timer. Jeg kan ikke undgå for en kort stund at lade lettelsens søde luftart sive gennem mit legeme fra mellemgulvet, forbi mine hærgede organer og op til mit luftrør, hvor jeg til min store forfærdelse oplever, at gassen, med en kemisk betegnelse, er af arten CH4, PRUTLUFT, hvorefter den bedrageriske følelse af lettelse naturligvis straks fordufter og baner vej for kvalmen.. Det var ikke lettelsens luft, det var bare en prut der gik den gale vej, for something is rodden in the corps of Line. I gotta face the facts, jeg failer kvalificeringen til betegnelsen ”(god) studerende”!!!

Men hva faen. Så kan jeg vel nogle andre ting.. ikke? Jeg kan lave overtræk, jeg kan drikker øller (dét er jeg god til, selvom jeg dumper i faget rekonstruering af den foregående aftens hændelsesforløb – derfor skriver jeg ikke blogindlæg om weekendernes formåede eskapader) og jeg er fandens til god til at lave cocktails til par 25+ på en restaurant der hedder forlæns og baglæns - hvor alle jeg kender, burde komme og drikke mange flere cappuccini og mojitoer - og skrive ting jeg ikke burde skrive – som nu, for eksempel! JEG PEAKER!!

Og nu går jeg.. Ud for at lave kaffe og håbe på at jeg har flere fornuftige ting at sige (helst om Kafka – ellers kommer der et blogindlæg mere) når jeg kommer tilbage.