Kan man tænke sig et bedre tidspunkt at hidkalde motivationen til at skrive et ånline nytårsbrev, end på en søndag nat kl halv fem, en lille uge inden man skal aflevere en Litteraturhistorie-kællingeeksamen, som man på ingen måde er færdig med? Enddog begyndt på.. faktisk..?
- Nej, må være det helt åbentlyse og logiske svar, eftersom jeg nu kan se, at jeg er godt igang. Jeg har tidligere været inde på det manglende kausalforhold verden og mig, så dette emne vil jeg ikke betræde yderligere, blot bemærke det til overvejelse.
Den umiddelbare motivation fremtrukkedes da også af det faktum at jeg, præcis som da nærværende blog påbegyndtes for godt et år siden - da jeg var ung, fro og 21 - og som tidligere antydet, er under opgaveskrivningspres, og at dette fordrer trang til at nedfælde ligegyldige, usammenhængende tanker om ingenting, skulle vel ikke komme som nogen overraskelse. Nuvel, i år har jeg afventet inspirationen i spænding, men den har først for en lille ti minutters tid siden indfundet sig til hjælp. Det hænger nok sammen med at jeg først nu indser, at min opgaveide, som gerne skulle udmyntes i en opgave omhandlende Faustmyten som eksistentialistisk projekt for den moderne menneskehed, og/eller djævle/frister-forholdet med fokus på Goethes Faust med inddragelse af Doktor Faustus, samt musikaliteten i dette forhold, bare er ret meget mere plat og banalt end noget jeg nogensinde før har sat mig for, og jeg længes tilbage til Ørntoft-tider, men nu er der kun én vej. Fuck kausalforhold i tid og rum!
-Og nu vi er ved det med tiden, vil jeg gerne lige dvæle lidt herved, for jeg tænker altid enormt meget over tidens gang når det sådan har været nytår, og på det relativt ubetydelige øjeblik hvori to år bindes sammen, men som altid ender med at være det mest værdiladede på hele året. Det var en lykkelig nat. At stå med de rigtige mennesker på det rigtige sted og være tilpas fuld og tilpas varm og tilpas glad, og få af vide, at "år 2011 bliver vores år", bevirkede at tiden stod helt stille og forsvandt på en gang.
Men nu må vi videre. Nu lægger en fin, voksende hinde sig mellem vores nuværende position og år 2010, hvor vi troede at vi var hvor vi skulle være, men hvor vi nu er blevet klogere på dét. Og jeg tænker, at jeg var et helt andet, præcis det samme, sted dengang, med helt andre, præcis de samme, tanker og projekter.
Det med opgaven er ikke så meget anderledes. Bortset fra at emnet er dårligere og min hjerne fungerer bedre qua pot med negativt fortegn - jeg er blevet voksen!!
søndag den 19. december 2010
søndag den 12. september 2010
Tak for citater
At kneppe en hofteskål af led. Jeg bowlingkugler kropsåbninger. Jeg, messias. Jeg, industri.
**
... en slags sommerlig kammermusik, der ikke fremtryller en sommerstemning på samme måde som et musikstykke som man tilfældigvis har hørt om sommeren, og som derefter minder én om den; den er forenet med sommeren med et mere nødvendigt bånd; den opstår på solrige dage og genfødes først igen med dem, og da den rummer lidt af deres essens, vækker den ikke bare billeder af dem til live i vores erindring, den bekræfter også at sommeren er vendt tilbage, at den virkelig er her, omkring os, lige inden for rækkevidde.
**
Når jeg havde forladt mit hjem for at spadsere en tur, hele tiden ad forskellige ruter, vendte jeg altid om og gik tilbage i mine egne spor. Det gjorde jeg for ikke ved min spadseren at komme til at beskrive en cirkel, hvori huse og træer ville være blevet lukket inde.
**
Hvor er det dog storartet at være gal, hvor sublimt, sagde jeg til mig selv, mens jeg med ubeskrivelig beklagelse konstaterede, hvor mange idiotiske almene vaner og hvilken sønderknusende rationel opdragelse der hindrede mig i at få del i den ekstreme frihed i et liv som gal.
**
Hvor er hun, hvor er de, nigger nej hvor fuck er du?
**
Hver gang jeg cykler i regnen tænker jeg:
bare det ikke regnede.
**
Nogle af vore dages unge frøkener behøver således blot at få håret klippet kort, tage blå briller på og kalde sig nihilister for straks at føle sig overbevist om, at de med ét har fået deres "egne synspunkter".
**
And indeed there will be time
To wonder, 'Do I dare?' and 'Do I dare?'
Time to turn back and descend the stair.
**
Hej søde forstående Lene. Har du flere af dine gamle slidte sko jeg må få eller købe af dig. Det gør ikke noget de er sure og beskidte. Kan vi lave den sædvanlige aftale om at stå på min mave- 300 kr for 10 min? Trænger bare til at mærke dig synke dybt ned i min mave :-) Knus Allan.
**
DA datta: what have we given? My friend, blood shaking my heart, the awful dearing of a moments surrender... By this, and this only, we have existed.
**
Åh, det er papirclips! Hvor aparte! Hvad kan vi bygge af dem? En redningshelikopter måske?!
**
This is the way the world ends
this is the way the world ends
this is the way the world ends
not with a bang but with a whimper
**
Tak.
**
... en slags sommerlig kammermusik, der ikke fremtryller en sommerstemning på samme måde som et musikstykke som man tilfældigvis har hørt om sommeren, og som derefter minder én om den; den er forenet med sommeren med et mere nødvendigt bånd; den opstår på solrige dage og genfødes først igen med dem, og da den rummer lidt af deres essens, vækker den ikke bare billeder af dem til live i vores erindring, den bekræfter også at sommeren er vendt tilbage, at den virkelig er her, omkring os, lige inden for rækkevidde.
**
Når jeg havde forladt mit hjem for at spadsere en tur, hele tiden ad forskellige ruter, vendte jeg altid om og gik tilbage i mine egne spor. Det gjorde jeg for ikke ved min spadseren at komme til at beskrive en cirkel, hvori huse og træer ville være blevet lukket inde.
**
Hvor er det dog storartet at være gal, hvor sublimt, sagde jeg til mig selv, mens jeg med ubeskrivelig beklagelse konstaterede, hvor mange idiotiske almene vaner og hvilken sønderknusende rationel opdragelse der hindrede mig i at få del i den ekstreme frihed i et liv som gal.
**
Hvor er hun, hvor er de, nigger nej hvor fuck er du?
**
Hver gang jeg cykler i regnen tænker jeg:
bare det ikke regnede.
**
Nogle af vore dages unge frøkener behøver således blot at få håret klippet kort, tage blå briller på og kalde sig nihilister for straks at føle sig overbevist om, at de med ét har fået deres "egne synspunkter".
**
And indeed there will be time
To wonder, 'Do I dare?' and 'Do I dare?'
Time to turn back and descend the stair.
**
Hej søde forstående Lene. Har du flere af dine gamle slidte sko jeg må få eller købe af dig. Det gør ikke noget de er sure og beskidte. Kan vi lave den sædvanlige aftale om at stå på min mave- 300 kr for 10 min? Trænger bare til at mærke dig synke dybt ned i min mave :-) Knus Allan.
**
DA datta: what have we given? My friend, blood shaking my heart, the awful dearing of a moments surrender... By this, and this only, we have existed.
**
Åh, det er papirclips! Hvor aparte! Hvad kan vi bygge af dem? En redningshelikopter måske?!
**
This is the way the world ends
this is the way the world ends
this is the way the world ends
not with a bang but with a whimper
**
Tak.
onsdag den 7. juli 2010
Endnu et dårligt digt
Når man leder efter ord, eller leder efter steder at placere sine ord, eller mod til at placere dem, ender de ofte hos den som højst sandsynligt vil tage imod dem. Det blev dig. Jeg elsker dig. Men det var hverken ordene, placeringen eller modet, der bragte denne besked til dig.
søndag den 20. juni 2010
Aften i Mørke
Når aftenen flirter med natten, falder træerne til ro og halvmånen ejer for en kort stund endnu himmelhvælvingen. Der hersker en meditativ ro, som minder mig om efterårsdage.
Når jeg læner hovedet tilbage og betragter røgen fra aftenens sidste cigaret lege med luften og lægge sig imellem mig og de spirende stjerners forsøgsvise fremkomst, tænker jeg på dagene, ugerne, månederne og årene. Det er en fordøjelsesproces som jeg foretager mig på vegne af verdensaltet. Ligesom efteråret.
Bålet lader lidt endnu gløderne glitre og signalere liv.
Når jeg læner hovedet tilbage og betragter røgen fra aftenens sidste cigaret lege med luften og lægge sig imellem mig og de spirende stjerners forsøgsvise fremkomst, tænker jeg på dagene, ugerne, månederne og årene. Det er en fordøjelsesproces som jeg foretager mig på vegne af verdensaltet. Ligesom efteråret.
Bålet lader lidt endnu gløderne glitre og signalere liv.
På en af de grimme regnvejrsdage
Jeg tror ikke at jeg nogensinde vil komme så meget i kontakt med mig selv at jeg kan anse det for nødvendigt at reagere på det faktum at jeg ikke er det.
Jeg tror ikke at jeg nogensinde kommer til at opleve det fine nuancespil der hersker mellem sort og hvid - mellem sort/hvid og farve.
Jeg tror ikke at jeg nogensinde bliver så distanceret at jeg ikke føler det bydende nødvendigt for mig at sprætte mig selv op og stille mig tilgængelig for dissektion af alt og alle.
Jeg tror aldrig jeg lærer at holde op med at elske dig.
Jeg kan ikke tro det er muligt
Jeg kan ikke tro det ikke er
Jeg kan ikke overbevise mig om at jeg er her og at det er rigtigt
Jeg kan ikke overbevise dig om at du skal spille med
Jeg tror ikke at jeg nogensinde kommer til at opleve det fine nuancespil der hersker mellem sort og hvid - mellem sort/hvid og farve.
Jeg tror ikke at jeg nogensinde bliver så distanceret at jeg ikke føler det bydende nødvendigt for mig at sprætte mig selv op og stille mig tilgængelig for dissektion af alt og alle.
Jeg tror aldrig jeg lærer at holde op med at elske dig.
Jeg kan ikke tro det er muligt
Jeg kan ikke tro det ikke er
Jeg kan ikke overbevise mig om at jeg er her og at det er rigtigt
Jeg kan ikke overbevise dig om at du skal spille med
mandag den 31. maj 2010
Ode til læsesalen
At sidde på læsesalen kl halv seks om morgenen og høre dubstep.
At have siddet her praktisk taget en hel uge, og endelig have færdiggjort en opgave, som har taget et halvt år at skrive.
At sidde på læsesalen kl halv seks om morgenen og ikke være træt, ja, slet ikke at have lyst til at gå i seng igen nogensinde.
At være så træt at det gør ondt inden i.
At have røget en pakke cigaretter, 10 kopper lunken sort kaffe hver dag, drukket minimale mængder vand, fået minimale mængder (ordentlig) mad og sovet omtrendt 3-4 timer hver nat.
At sidde med dubstep i ørerne kl halv seks om morgen og endelig give sig selv lov til at spille bubbleshooter.
At ville ønske man havde et sjovere spil at spille.
At have været færdig med sin opgave i en lille time og allerede savne Kafka.
At glæde sig til frugt og øl.
At glæde sig til at skulle skrive den næste opgave.
At sidde på læsesalen kl halv seks om morgenen med dubstep i ørerne og en elendig kafferøg-smag i munden og drømme om romantik og sol og øl og frugt.
Jeg tror vi skal have en øl i solen når vi går herfra.
At have siddet her praktisk taget en hel uge, og endelig have færdiggjort en opgave, som har taget et halvt år at skrive.
At sidde på læsesalen kl halv seks om morgenen og ikke være træt, ja, slet ikke at have lyst til at gå i seng igen nogensinde.
At være så træt at det gør ondt inden i.
At have røget en pakke cigaretter, 10 kopper lunken sort kaffe hver dag, drukket minimale mængder vand, fået minimale mængder (ordentlig) mad og sovet omtrendt 3-4 timer hver nat.
At sidde med dubstep i ørerne kl halv seks om morgen og endelig give sig selv lov til at spille bubbleshooter.
At ville ønske man havde et sjovere spil at spille.
At have været færdig med sin opgave i en lille time og allerede savne Kafka.
At glæde sig til frugt og øl.
At glæde sig til at skulle skrive den næste opgave.
At sidde på læsesalen kl halv seks om morgenen med dubstep i ørerne og en elendig kafferøg-smag i munden og drømme om romantik og sol og øl og frugt.
Jeg tror vi skal have en øl i solen når vi går herfra.
tirsdag den 18. maj 2010
Stjernerne var flotte i aften da jeg gik hjem.
Nu gør jeg det igen, det der med at være rebelsk og tænde en cigaret på mit værelse. Og det er fordi, lidt fordi jeg kan og lidt fordi det føles smart, men mest fordi røgen har en rolig, fortrolig indvirken på tastaturet og fingrene der betræder det.
Når jeg ligger her hvor jeg nu end har lagt mit hoved og tror på benådningen, og sender de bløde skyer af koffeinmættet røg ud i det, der binder alt dette sammen.
---
Når jeg sådan går hjem fra det der i nogle timer føltes som ro, gennem byen, og glor på vinduerne og lysene, og mine fødder, der i meditativ dans bærer mig hjem, leder jeg efter mørket og stjernerne og dig – den konstellation der engang skal løfte mig op, derop hvor alting hænger sammen, og jeg kan omsluttes af verdensaltet.
Jeg vil gerne konstruere denne helhed og denne sti jeg betræder forbi de høje huse. Men det er noget andre har gjort før mig, indser jeg. Og det er okay, indser jeg.
Når jeg ligger der hvor jeg nu end har lagt mit hoved og tror på benådningen, og sender de bløde skyer af koffeinmættet røg ud i det, der binder alt dette sammen.
Tilbage til turen hjem, til Processen der omslutter spændet mellem ideen til dette skrift og skriftet, så sker det ofte når jeg går, at jeg køber sådan en vand og lidt saltede cashewnødder, fordi jeg kan og fordi tanken om at sidde i min seng med vandet og cashewnødderne og cigaretten og røgen der danser mellem fingrene og tastaturet og alle mine tanker der adskiller mig fra blogindlægget fra opgaven, fylder mig med en vished om at det er okay at gå hjemad alene.
---
Jeg havde forestillet mig en mere højtsvungen og poetisk udformning af dette skrift, det syntes så sandt og let da mine fødder svang mig hjem gennem natten. men røgen og fingrene og cashewnødderne ville det anderledes – da jeg sad i sengen og troede på benådningen men den tomme venten var forstummet fra min øregang og røgen var knap så fyldt med koffein og rummet knap så fyldt med andre menneskers åndedrag, ville det – skriftet - pludselig noget andet.
Sådan kan det gå nogle gange.
Når jeg ligger her hvor jeg nu end har lagt mit hoved og tror på benådningen, og sender de bløde skyer af koffeinmættet røg ud i det, der binder alt dette sammen.
---
Når jeg sådan går hjem fra det der i nogle timer føltes som ro, gennem byen, og glor på vinduerne og lysene, og mine fødder, der i meditativ dans bærer mig hjem, leder jeg efter mørket og stjernerne og dig – den konstellation der engang skal løfte mig op, derop hvor alting hænger sammen, og jeg kan omsluttes af verdensaltet.
Jeg vil gerne konstruere denne helhed og denne sti jeg betræder forbi de høje huse. Men det er noget andre har gjort før mig, indser jeg. Og det er okay, indser jeg.
Når jeg ligger der hvor jeg nu end har lagt mit hoved og tror på benådningen, og sender de bløde skyer af koffeinmættet røg ud i det, der binder alt dette sammen.
Tilbage til turen hjem, til Processen der omslutter spændet mellem ideen til dette skrift og skriftet, så sker det ofte når jeg går, at jeg køber sådan en vand og lidt saltede cashewnødder, fordi jeg kan og fordi tanken om at sidde i min seng med vandet og cashewnødderne og cigaretten og røgen der danser mellem fingrene og tastaturet og alle mine tanker der adskiller mig fra blogindlægget fra opgaven, fylder mig med en vished om at det er okay at gå hjemad alene.
---
Jeg havde forestillet mig en mere højtsvungen og poetisk udformning af dette skrift, det syntes så sandt og let da mine fødder svang mig hjem gennem natten. men røgen og fingrene og cashewnødderne ville det anderledes – da jeg sad i sengen og troede på benådningen men den tomme venten var forstummet fra min øregang og røgen var knap så fyldt med koffein og rummet knap så fyldt med andre menneskers åndedrag, ville det – skriftet - pludselig noget andet.
Sådan kan det gå nogle gange.
fredag den 14. maj 2010
lidt lol
- Prolog:
Dette bliver mit livs mest udfordrende blogindlæg fordi jeg sådan egentlig ikke har lyst til at udtale mig om noget overhovedet men fordi jeg bare sådan egentlig har temmelig meget lyst til at skrive noget alligevel – sådan altså… Så jeg lavede mig en kop kaffe lige nu her for lidt siden, for kaffe (ligesom maffe nogle gange.. bare lidt anderledes) kan være en ret god ven i sådanne situationer som denne her, hvor man ikke helt ved hvor man skal gøre af sine ord. Men så oplevede jeg noget lidt pudsigt, for hvem har nogensinde været ude for at en mælk som var okay i går, over night er blevet transformeret til tykmælk – ikke rådden mælk, tykmælk?!!
Muligvis har jeg en meget sær roomie - det kan være, at dette er hans indebrændte hævn for at han så mig nøgen engang. Men muligvis er fænomenet ikke så enestående som umiddelbart antaget.
Men den nødvendige udgang/ -løsning på problemstillingen blev da at jeg måtte lunte ned i kjoller’n efter en frisk. Og så flottede jeg mig sgu lige og købte sødmælk, for som jeg tænkte, så hjælper det nok på kvaliteten af ethvert blogindlæg at det har haft gode forudsætninger i undfangelsesøjeblikket, og en velsmurt gane ytrer sig dog bedst.
Nuvel. Jeg skal forsøge at udtale mig om alt men tilsyneladende om intet. Og det kan jeg sgu ikke rigtig gøre allegorisk, for det er ikke pissesvært at indsætte Rolf hvor der står kat, druk hvor der står fri leg eller sex hvor der står hesteskrig (til Tom Kristensen with love)… for eksempel... Generelt er et konsekvent metonymisk billedsprog nok ikke sejt – måske negerende allegorier? Eller wtf altså… Jeg kan sgu lige så godt spare mig besværet, for jeg er manifestationen af Glasnost-begrebet, så jeg er gennemskuet ligeså snart jeg åbner munden.
Jeg laver lige en kop kaffe….
- En ode til wtf-altså-et-eller-andet:
Jeg tænder en cigaret på mit værelse i min seng, hiver dynen op omkring mig og slubrer lidt i min kaffe… Fordi jeg er pisserebelsk og lidt emo men også lidt glad men også ret lykkelig men også lidt fucked oveni hovedet… Så der er nok ikke sket så meget nyt. Bortset fra at det er der. Bortset fra at det ikke er noget der sådan entydigt kan beskrives.. Bortset fra at det kan det godt men at jeg vælger at lade være.
Jeg tog lige et sug af min cigaret, blev lidt svimmel for det gør jeg tit af dagens første, lagde mig bagover og så op i loftet mens jeg tog et til, og så lå jeg der og opdagede al spindelvævet mens jeg fulgte røgen i dens vandring ned gennem svælget og ned i lungerne og rundt og op igen og ud af munden og lidt ud gennem næsen og op og rundt i værelset, dansende til lyden af Conor Oberst Gillian Welch’s cover af Lua.
Nu har jeg røget den og det var den sidste i pakken, hvilket muligvis er meget godt, for havde jeg haft en til havde jeg røget den og jeg bor i en ikke-ryger-lejlighed..
Norton hviler tungt på litteraturens tilgange, maser den ned mod træpallen. Jeg forestiller mig Hans Lauge skælve under vægten af Eliots ordlyd og indse, at nogle bare er født til en tættere kontakt med træsplinterne end andre. Han tager nok også et sug af sin cigaret i et desperat forsøg på at fatte den situation han er endt i, liggende der med fjæset mod pallen, hvor der i går lå en kaffesjat. Men den tørrede jeg op før jeg placerede ham der.
- Epilog:
It don’t mean a thing if it ain’t got that swing. We are ugly but we have the music…. And all that jazz…. Hej <3
Dette bliver mit livs mest udfordrende blogindlæg fordi jeg sådan egentlig ikke har lyst til at udtale mig om noget overhovedet men fordi jeg bare sådan egentlig har temmelig meget lyst til at skrive noget alligevel – sådan altså… Så jeg lavede mig en kop kaffe lige nu her for lidt siden, for kaffe (ligesom maffe nogle gange.. bare lidt anderledes) kan være en ret god ven i sådanne situationer som denne her, hvor man ikke helt ved hvor man skal gøre af sine ord. Men så oplevede jeg noget lidt pudsigt, for hvem har nogensinde været ude for at en mælk som var okay i går, over night er blevet transformeret til tykmælk – ikke rådden mælk, tykmælk?!!
Muligvis har jeg en meget sær roomie - det kan være, at dette er hans indebrændte hævn for at han så mig nøgen engang. Men muligvis er fænomenet ikke så enestående som umiddelbart antaget.
Men den nødvendige udgang/ -løsning på problemstillingen blev da at jeg måtte lunte ned i kjoller’n efter en frisk. Og så flottede jeg mig sgu lige og købte sødmælk, for som jeg tænkte, så hjælper det nok på kvaliteten af ethvert blogindlæg at det har haft gode forudsætninger i undfangelsesøjeblikket, og en velsmurt gane ytrer sig dog bedst.
Nuvel. Jeg skal forsøge at udtale mig om alt men tilsyneladende om intet. Og det kan jeg sgu ikke rigtig gøre allegorisk, for det er ikke pissesvært at indsætte Rolf hvor der står kat, druk hvor der står fri leg eller sex hvor der står hesteskrig (til Tom Kristensen with love)… for eksempel... Generelt er et konsekvent metonymisk billedsprog nok ikke sejt – måske negerende allegorier? Eller wtf altså… Jeg kan sgu lige så godt spare mig besværet, for jeg er manifestationen af Glasnost-begrebet, så jeg er gennemskuet ligeså snart jeg åbner munden.
Jeg laver lige en kop kaffe….
- En ode til wtf-altså-et-eller-andet:
Jeg tænder en cigaret på mit værelse i min seng, hiver dynen op omkring mig og slubrer lidt i min kaffe… Fordi jeg er pisserebelsk og lidt emo men også lidt glad men også ret lykkelig men også lidt fucked oveni hovedet… Så der er nok ikke sket så meget nyt. Bortset fra at det er der. Bortset fra at det ikke er noget der sådan entydigt kan beskrives.. Bortset fra at det kan det godt men at jeg vælger at lade være.
Jeg tog lige et sug af min cigaret, blev lidt svimmel for det gør jeg tit af dagens første, lagde mig bagover og så op i loftet mens jeg tog et til, og så lå jeg der og opdagede al spindelvævet mens jeg fulgte røgen i dens vandring ned gennem svælget og ned i lungerne og rundt og op igen og ud af munden og lidt ud gennem næsen og op og rundt i værelset, dansende til lyden af Conor Oberst Gillian Welch’s cover af Lua.
Nu har jeg røget den og det var den sidste i pakken, hvilket muligvis er meget godt, for havde jeg haft en til havde jeg røget den og jeg bor i en ikke-ryger-lejlighed..
Norton hviler tungt på litteraturens tilgange, maser den ned mod træpallen. Jeg forestiller mig Hans Lauge skælve under vægten af Eliots ordlyd og indse, at nogle bare er født til en tættere kontakt med træsplinterne end andre. Han tager nok også et sug af sin cigaret i et desperat forsøg på at fatte den situation han er endt i, liggende der med fjæset mod pallen, hvor der i går lå en kaffesjat. Men den tørrede jeg op før jeg placerede ham der.
- Epilog:
It don’t mean a thing if it ain’t got that swing. We are ugly but we have the music…. And all that jazz…. Hej <3
onsdag den 12. maj 2010
søndag den 11. april 2010
affebaffe så' der kaffe!
Det var en hat med skæg på i fredags. Det var en planke der dirrede under mig og jeg var glad og jeg dansede meget men jeg dirrede på den planke da hr. og fru Solskin pludselig konfronterede mig med tunger og helt andre standarter for plankegang.
Men Nansen og Ralle P var mine bodyguards så jeg stod ikke alene og det var min tuc-kiks, for alene er træls at stå når man engang imellem frygter dagslys.
Resten af natten forløb uden andre gnidninger end lang kø og lukkede værtshuse, og det er ellers noget der kan ødelægge en god fest, så jeg vågnede med knap så mange tømmermænd som jeg burde.
Lykkeligt var det da, at lørdag aften bød på rig lejlighed for kompensation, for jeg var inviteret til single fest, og det var kraftedme ikke noget der huede mig. Men efter god mad og god Bodil, besluttede vi os, og indtrådte, med hinanden under den ene arm, en flaske rødvin under den anden og ti på taget, i lummersfære, fast besluttet på at fortælle alle unge bejlere at jeg havde klamydia og kronisk tørt underliv. Her transcenderede vi fuldskab og pludselig var det ikke så slemt at de andre også var singler.
Her opstod et brist, for det er ikke logisk, fair eller retfærdigt at flotte fyre kan kysse dårligt, og som konsekvens deraf måtte vi hurtigt afsted. Sådan er det.
Jeg husker derefter ikke meget andet end søde mennesker der drak æblejuice og det var en god weekend, hej.
Men Nansen og Ralle P var mine bodyguards så jeg stod ikke alene og det var min tuc-kiks, for alene er træls at stå når man engang imellem frygter dagslys.
Resten af natten forløb uden andre gnidninger end lang kø og lukkede værtshuse, og det er ellers noget der kan ødelægge en god fest, så jeg vågnede med knap så mange tømmermænd som jeg burde.
Lykkeligt var det da, at lørdag aften bød på rig lejlighed for kompensation, for jeg var inviteret til single fest, og det var kraftedme ikke noget der huede mig. Men efter god mad og god Bodil, besluttede vi os, og indtrådte, med hinanden under den ene arm, en flaske rødvin under den anden og ti på taget, i lummersfære, fast besluttet på at fortælle alle unge bejlere at jeg havde klamydia og kronisk tørt underliv. Her transcenderede vi fuldskab og pludselig var det ikke så slemt at de andre også var singler.
Her opstod et brist, for det er ikke logisk, fair eller retfærdigt at flotte fyre kan kysse dårligt, og som konsekvens deraf måtte vi hurtigt afsted. Sådan er det.
Jeg husker derefter ikke meget andet end søde mennesker der drak æblejuice og det var en god weekend, hej.
fredag den 9. april 2010
Ligegyldigt, meningsløst indlæg skrevet i bagstiv tilstand #34
For helvede for helvede for satan i hede hule helvede hvor var jeg dog uhjælpeligt stiv i går!! Shit mand ...
Jeg sidder igen på baresso en søndag med våde fødder og forfrosne knæ og en fucking tom hjerne og jeg er måske lidt TRÆT af, at sidde med våde fødder og forfrosne (det var egentlig meningen, husker jeg nu, at der skulle have stået forslåede i stedet - det passer på en eller anden måde bedre..!) knæ og en fucking tom hjerne!
Der sidder to meget frælse/ trælste (der syntes jeg, at jeg var ordgøgler og spidsfindigkækloltjuhej) tøsebørn ved siden af mig. Kors hvor de dog ikke forstår meget - de snakker om inddeling af fødevarer under kød, fisk, grønsager etc. og om hvorvidt de kan lide kød- eller melboller bedst..- UNDSKYLD HVAD?! Det er søndag morgen - burde de ikke snakke om den foregående nats vilde eskapader og udveksle historier om de overdrevet lækre brunstige hingste de fik redet til på social club?
- Jeg synes måske det virker en kende banalt.. Men jeg er også en elitær snob. En meget bagstiv og ynkelig elitær snob. Allerede der, falder mit snobberi til jorden. I det mindste dufter de af parfume og ikke af røg og øl.
Alkohol er en depressant, det ved jeg nu - men jeg så det blive lyst mens jeg hørte Bob Dylan med min yndlingspage i nat.
P.S. Kan der være restriktioner på, hvor mange digte man må betitle "Jeg gider ikke høre på Ole"? Hej.
Jeg sidder igen på baresso en søndag med våde fødder og forfrosne knæ og en fucking tom hjerne og jeg er måske lidt TRÆT af, at sidde med våde fødder og forfrosne (det var egentlig meningen, husker jeg nu, at der skulle have stået forslåede i stedet - det passer på en eller anden måde bedre..!) knæ og en fucking tom hjerne!
Der sidder to meget frælse/ trælste (der syntes jeg, at jeg var ordgøgler og spidsfindigkækloltjuhej) tøsebørn ved siden af mig. Kors hvor de dog ikke forstår meget - de snakker om inddeling af fødevarer under kød, fisk, grønsager etc. og om hvorvidt de kan lide kød- eller melboller bedst..- UNDSKYLD HVAD?! Det er søndag morgen - burde de ikke snakke om den foregående nats vilde eskapader og udveksle historier om de overdrevet lækre brunstige hingste de fik redet til på social club?
- Jeg synes måske det virker en kende banalt.. Men jeg er også en elitær snob. En meget bagstiv og ynkelig elitær snob. Allerede der, falder mit snobberi til jorden. I det mindste dufter de af parfume og ikke af røg og øl.
Alkohol er en depressant, det ved jeg nu - men jeg så det blive lyst mens jeg hørte Bob Dylan med min yndlingspage i nat.
P.S. Kan der være restriktioner på, hvor mange digte man må betitle "Jeg gider ikke høre på Ole"? Hej.
mandag den 29. marts 2010
Tankelol Tænktfjol/ en hyldest til litteraterne
Jeg giver ikke mening jeg tænker ikke sammenhængende...
...
Man iscenesætter FREAKDOM ved at sidde alene på en café med Kafka og cappuccino og et tomt, stirrende blik rettet mod en ufuldendt sætning.
...
Man ville aldrig, om lyst var noget man besad, kunne overbevise nogen eller sig selv om at man lever for et perPeirce.
...
Jeg er jo gennemgribende useriøs!
Mig som semantisk konstruktion er en betydningsforskydning - en diskrepans mellem atomer og system - så udtalt, at jeg nogle gange har svært ved at lokke kaffen ud af koppen.
Men min cappuccino er en raison d'etre!
...
- Og mens Indie-pumperen pumper fisk og Ralle P pløkker tænkte fjender, Rofle slikker sårene efter Odensee-det-ske og Pagefanden er draget til byen af imorgen for at dekonstruere diskrepansen mellem tegn og betydning i hendes og hans kommunikationssituation, sidder jeg her og forestiller mig hvad Krigsmanden laver. Rohan Krigsmand Nakker Børsen - verdens smukkeste omgang MINDFUCK - fortalte mig igår at han er blevet glad for at tage tage en lille øl på bænken i Grønningen på vej hjem fra indkøb.
Det er fandensparkemig sådan en oplysning der kan gøre én glad!
...
Man iscenesætter FREAKDOM ved at sidde alene på en café med Kafka og cappuccino og et tomt, stirrende blik rettet mod en ufuldendt sætning.
...
Man ville aldrig, om lyst var noget man besad, kunne overbevise nogen eller sig selv om at man lever for et perPeirce.
...
Jeg er jo gennemgribende useriøs!
Mig som semantisk konstruktion er en betydningsforskydning - en diskrepans mellem atomer og system - så udtalt, at jeg nogle gange har svært ved at lokke kaffen ud af koppen.
Men min cappuccino er en raison d'etre!
...
- Og mens Indie-pumperen pumper fisk og Ralle P pløkker tænkte fjender, Rofle slikker sårene efter Odensee-det-ske og Pagefanden er draget til byen af imorgen for at dekonstruere diskrepansen mellem tegn og betydning i hendes og hans kommunikationssituation, sidder jeg her og forestiller mig hvad Krigsmanden laver. Rohan Krigsmand Nakker Børsen - verdens smukkeste omgang MINDFUCK - fortalte mig igår at han er blevet glad for at tage tage en lille øl på bænken i Grønningen på vej hjem fra indkøb.
Det er fandensparkemig sådan en oplysning der kan gøre én glad!
lørdag den 20. marts 2010
Digte i udvalg
Nu bevæger jeg mig ud på dybt vand. Dette er de første spæde skridt udi min digterpraksis. Så vær overbærende!
Forår
Som tusind sølvkorn der snørkler vinden
Således hvirvler jeg, forskræmt og forblændet
Af vingernes tidssus
Eller tidernes vingesus
Det er ligemeget
For mens jeg flyver
Svævende, Søgende, faldende, jublende
Da tænker jeg på mig
Jeg lænker mig til dig
Som viser mig vej
I en vilkårlig retning
Som er ligemeget
Jeg gider ikke høre på Ole
Jeg er libertiner
Jeg lytter ikke, jeg flytter
Foden op på knæet
Og tænker lyrisk
Jeg tænker dyrisk
Er begærlig men
Hvis jeg skal være helt ærlig
Digter jeg ikke godt
Salmesang er plankegang og morgenstund har guld i morgen,
og fuld (er en) met(on)ymisk flade.
Lol... der skulle have stået fugl. Alcoholic slip!
Forår
Som tusind sølvkorn der snørkler vinden
Således hvirvler jeg, forskræmt og forblændet
Af vingernes tidssus
Eller tidernes vingesus
Det er ligemeget
For mens jeg flyver
Svævende, Søgende, faldende, jublende
Da tænker jeg på mig
Jeg lænker mig til dig
Som viser mig vej
I en vilkårlig retning
Som er ligemeget
Jeg gider ikke høre på Ole
Jeg er libertiner
Jeg lytter ikke, jeg flytter
Foden op på knæet
Og tænker lyrisk
Jeg tænker dyrisk
Er begærlig men
Hvis jeg skal være helt ærlig
Digter jeg ikke godt
Salmesang er plankegang og morgenstund har guld i morgen,
og fuld (er en) met(on)ymisk flade.
Lol... der skulle have stået fugl. Alcoholic slip!
onsdag den 10. marts 2010
om at bestille en cappuccino mere
Sometimes you gotta do a little dirt 2 stay clean, nahmean?
Dette udsagn blev I fordums tid fremsagtnedskrevet af en fyr som jeg kender som er meget klog meget sjov, og denne kommentar til en anden fyrs blog har ramt alle eller de fleste eller nogle af dem jeg kender midt i hjertekuglen, som J.P.Jakobsen siger, og antaget sådan lidt en særlig status. Vi kan godt lide tanken om at det er sådan det er. Jeg bliver bare glad.
Det der med at smide om sig med quotable udsagn – hvilket jo i øvrigt er en relativ størrelse - som rammer lige midt i essensen af det tilsigtede, det er sgu imponerende. En af mine venner, en dejlig dreng, mener selv at hans quotebook bliver meget lang og fyldt med guldkorn, som f.ek.s ”Jeg er fucking nice. Jeg er født nice!” Det er også godt. Det ved i hvert fald hvor det vil hen og hvad det selv mener og sådan.
Hvad mine faste læsere, eller de som lejlighedsvist.. eller folk som måske bare et par gange har valgt at læse hvad jeg rabler af mig- på denne blog såvel som andetsteds - vil vide, er jeg ikke særlig god til at formulere mig præcist og koncist på områder og have en entydig holdning til noget. Jeg er mester i vage udsagn. Meget lange, lidet strukturerede udsagn. Det hænger nok sammen med at jeg sjældent kan huske fra sætningstart til sætningslut – altså, midt inde i min formulering glemmer jeg med hvilket formål den igangværende sætningtankerække blev indledtigangsat. Nu har jeg lige lært om dekonstruktion og det kunne jeg godt lide og den dekonstruktivistiske filosofi fortæller mig, at ting er irreducible, dvs. at de ikke kan føres tilbage til nogen kerne eller essens, men jeg er ret sikker på at hvis man alligevel gjorde forsøget, ja, selv hvis en strukturalist eller nykritiker gjorde forsøget, ville jeg blive reduceret til – ingenting. Eller, nåja, det er måske vel hårdt formuleret, men så i hvert fald til en sky af fritsvævende partikler… Gasser?
Dette indlæg giver heller ikke mening. Denne gang har jeg hverken røget pod eller drukket alkohol. (Nu lyder det som om førstnævnte er noget jeg praktiserer lige så højfrekvent som sidstnævnte, hvilket ikke er tilfældet)
Tilbage til det INDledningsvise UDsagn.
Nuvel.. jeg bliver glad hver gang jeg læser det og lidt lettet. Lidt undskyldt for alle de små fejltagelse jeg begår, ikke? For alle de små prutskidder jeg strør ud, ikke? Det føles pludselig okay ikke? at være helt perfekt.. Men det er godt? Det ved jeg ikke helt. Det ved jeg ikke helt men nu bestiller jeg en cappuccino mere, for jeg har ikke nogen penge.. Mit liv er ikke i særlig høj grad bygget op af kausalitetsforhold.
En dekonstruktivist ville nok også være ligeglad med kausalitetsforhold, ’cause we’re all gonna die. Desuden er der ikke noget der giver mening. Ud over sex. Ud over mad. Ud over cigaretter, kaffe og alkohol. Ud over varme stuer og knopper på træerne og mennesker der smiler og er søde og glade og som jeg godt kan lide. Ud over verdensfred og menneskerettigheder og mennesker der har behov for religion og mennesker der har behov for kaosteorier og mennesker der ikke har behov for noget. Jeg har behov for at elske og blive elsket. Det giver mening og vekselvirkningen mellem impulser i min hjerne og de sporadiske effektueringer af disse jeg strør om mig med, er vel også en slags kausalitetsforhold? Og det giver vel en slags mening?
Dette udsagn blev I fordums tid fremsagtnedskrevet af en fyr som jeg kender som er meget klog meget sjov, og denne kommentar til en anden fyrs blog har ramt alle eller de fleste eller nogle af dem jeg kender midt i hjertekuglen, som J.P.Jakobsen siger, og antaget sådan lidt en særlig status. Vi kan godt lide tanken om at det er sådan det er. Jeg bliver bare glad.
Det der med at smide om sig med quotable udsagn – hvilket jo i øvrigt er en relativ størrelse - som rammer lige midt i essensen af det tilsigtede, det er sgu imponerende. En af mine venner, en dejlig dreng, mener selv at hans quotebook bliver meget lang og fyldt med guldkorn, som f.ek.s ”Jeg er fucking nice. Jeg er født nice!” Det er også godt. Det ved i hvert fald hvor det vil hen og hvad det selv mener og sådan.
Hvad mine faste læsere, eller de som lejlighedsvist.. eller folk som måske bare et par gange har valgt at læse hvad jeg rabler af mig- på denne blog såvel som andetsteds - vil vide, er jeg ikke særlig god til at formulere mig præcist og koncist på områder og have en entydig holdning til noget. Jeg er mester i vage udsagn. Meget lange, lidet strukturerede udsagn. Det hænger nok sammen med at jeg sjældent kan huske fra sætningstart til sætningslut – altså, midt inde i min formulering glemmer jeg med hvilket formål den igangværende sætningtankerække blev indledtigangsat. Nu har jeg lige lært om dekonstruktion og det kunne jeg godt lide og den dekonstruktivistiske filosofi fortæller mig, at ting er irreducible, dvs. at de ikke kan føres tilbage til nogen kerne eller essens, men jeg er ret sikker på at hvis man alligevel gjorde forsøget, ja, selv hvis en strukturalist eller nykritiker gjorde forsøget, ville jeg blive reduceret til – ingenting. Eller, nåja, det er måske vel hårdt formuleret, men så i hvert fald til en sky af fritsvævende partikler… Gasser?
Dette indlæg giver heller ikke mening. Denne gang har jeg hverken røget pod eller drukket alkohol. (Nu lyder det som om førstnævnte er noget jeg praktiserer lige så højfrekvent som sidstnævnte, hvilket ikke er tilfældet)
Tilbage til det INDledningsvise UDsagn.
Nuvel.. jeg bliver glad hver gang jeg læser det og lidt lettet. Lidt undskyldt for alle de små fejltagelse jeg begår, ikke? For alle de små prutskidder jeg strør ud, ikke? Det føles pludselig okay ikke? at være helt perfekt.. Men det er godt? Det ved jeg ikke helt. Det ved jeg ikke helt men nu bestiller jeg en cappuccino mere, for jeg har ikke nogen penge.. Mit liv er ikke i særlig høj grad bygget op af kausalitetsforhold.
En dekonstruktivist ville nok også være ligeglad med kausalitetsforhold, ’cause we’re all gonna die. Desuden er der ikke noget der giver mening. Ud over sex. Ud over mad. Ud over cigaretter, kaffe og alkohol. Ud over varme stuer og knopper på træerne og mennesker der smiler og er søde og glade og som jeg godt kan lide. Ud over verdensfred og menneskerettigheder og mennesker der har behov for religion og mennesker der har behov for kaosteorier og mennesker der ikke har behov for noget. Jeg har behov for at elske og blive elsket. Det giver mening og vekselvirkningen mellem impulser i min hjerne og de sporadiske effektueringer af disse jeg strør om mig med, er vel også en slags kausalitetsforhold? Og det giver vel en slags mening?
mandag den 18. januar 2010
Hyldest
Der er bare nogle mennesker der er sejere end andre!
Jeg mener; Jeg er et positivt menneske og jeg kan heldigvis rigtig rigtig godt lide de aller aller fleste mennesker, og så skeler jeg til mit forrige indlæg og skal til at tage det hele tilbage men nej jeg kan godt stå inde for hvad jeg har sagt (stadig R.I.P.), og jeg er heldigvis så stor og ignorant en optimistisk jubelidiot at det kan sikre mig en allerhelvedes portion livsglædeoglyst at omgås så mange seje mennesker hele tiden! Ja og ja!
Og så engang imellem er der alligevel nogle i mængden der skinner igennem og er så seje, at jeg får åndenød og det svimler for øjnene og jeg får lyst til at flæbe og løbe virkelig mange hundrede kilometer eller bruge rigtig mange penge for at komme tæt på og der kan snildt være rigtig mange hundrede kilometer…!!
Disse personer er lysene på lagkagen og den krans som en gang imellem omringer månen, jeg kan ikke huske hvad den hedder, og gør oplevelsen af at stå i mørket og pisfryse forforsatandeterenkoldvinteriår!! og glo op på månen lidt ekstra intens. Disse personer er forskellen på dueAD!dunsdyner og edderdunsdyner (forudsat at der er en forskel og at denne forskel er til edderdunsdynernes favour) – ingenting kan ligesom gå galt, ingen sorg kan overdøve glæden og ingen stridigheder kan trænge igennem og forårsdage krakeleringer i fladen hehehåber når bare vi er sammen og drikker kaffe og øl og ryger cigaretter og griner og græder og snakker og går og står og sidder og ligger og altdetandetlivetkanbeståaf.
DU er en af de personer og DU ringede lige selv om du ikke havde tid eller råd eller noget at sige og Du bad mig skrive et blogindlæg så det gjorde jeg men det er ikke godt men det handler ikke om noget men det er til dig!
KOM HJEM så jeg kan passe på dig så du ikke behøver nogen hvis navn har en svag lighed med en italiensk hovedstad til at gøre det!
Jeg mener; Jeg er et positivt menneske og jeg kan heldigvis rigtig rigtig godt lide de aller aller fleste mennesker, og så skeler jeg til mit forrige indlæg og skal til at tage det hele tilbage men nej jeg kan godt stå inde for hvad jeg har sagt (stadig R.I.P.), og jeg er heldigvis så stor og ignorant en optimistisk jubelidiot at det kan sikre mig en allerhelvedes portion livsglædeoglyst at omgås så mange seje mennesker hele tiden! Ja og ja!
Og så engang imellem er der alligevel nogle i mængden der skinner igennem og er så seje, at jeg får åndenød og det svimler for øjnene og jeg får lyst til at flæbe og løbe virkelig mange hundrede kilometer eller bruge rigtig mange penge for at komme tæt på og der kan snildt være rigtig mange hundrede kilometer…!!
Disse personer er lysene på lagkagen og den krans som en gang imellem omringer månen, jeg kan ikke huske hvad den hedder, og gør oplevelsen af at stå i mørket og pisfryse forforsatandeterenkoldvinteriår!! og glo op på månen lidt ekstra intens. Disse personer er forskellen på dueAD!dunsdyner og edderdunsdyner (forudsat at der er en forskel og at denne forskel er til edderdunsdynernes favour) – ingenting kan ligesom gå galt, ingen sorg kan overdøve glæden og ingen stridigheder kan trænge igennem og forårsdage krakeleringer i fladen hehehåber når bare vi er sammen og drikker kaffe og øl og ryger cigaretter og griner og græder og snakker og går og står og sidder og ligger og altdetandetlivetkanbeståaf.
DU er en af de personer og DU ringede lige selv om du ikke havde tid eller råd eller noget at sige og Du bad mig skrive et blogindlæg så det gjorde jeg men det er ikke godt men det handler ikke om noget men det er til dig!
KOM HJEM så jeg kan passe på dig så du ikke behøver nogen hvis navn har en svag lighed med en italiensk hovedstad til at gøre det!
lørdag den 16. januar 2010
Hvis der nu i livet fandtes en ctrl Z knap?
Jeg kendte et menneske
Eller… kendte er måske så meget sagt
Jeg registrerede hans tilstedeværelse når jeg på regelmæssig basis konfronteredes med denne
Jeg syntes han var irriterende
Jeg syntes han var et fjols
Dét fik jeg vist fortalt nogle stykker
Hvordan han gik mig på nerverne
Fuld fik han det værste op i mig og jeg har vistnok været temmelig ubehøvlet
Hvordan retfærdiggør man dét over for sig selv når han lige pludselig dør?
Så sidder man pludselig med en følelse af at man burde have tænkt længere
Eller været mere åben og tolerant
At man skulle have holdt af ham
At man skal savne ham
At man skal græde og indstille sin livsglæde et øjeblik
I en slags sjælelig solidaritet
Men dem for hvem han betød noget
Det er altid gruvækkende når et menneske, man kendte, forsvinder
Ham skal jeg aldrig se mere
Ham skal jeg aldrig irriteres over mere
Og det gør ondt i maven at tænke over
Det gør ondt at kapere
Men det er vist ikke en nekrolog jeg skriver
Det er en registrering
Af altings forgangenhed
R.I.P.
Eller… kendte er måske så meget sagt
Jeg registrerede hans tilstedeværelse når jeg på regelmæssig basis konfronteredes med denne
Jeg syntes han var irriterende
Jeg syntes han var et fjols
Dét fik jeg vist fortalt nogle stykker
Hvordan han gik mig på nerverne
Fuld fik han det værste op i mig og jeg har vistnok været temmelig ubehøvlet
Hvordan retfærdiggør man dét over for sig selv når han lige pludselig dør?
Så sidder man pludselig med en følelse af at man burde have tænkt længere
Eller været mere åben og tolerant
At man skulle have holdt af ham
At man skal savne ham
At man skal græde og indstille sin livsglæde et øjeblik
I en slags sjælelig solidaritet
Men dem for hvem han betød noget
Det er altid gruvækkende når et menneske, man kendte, forsvinder
Ham skal jeg aldrig se mere
Ham skal jeg aldrig irriteres over mere
Og det gør ondt i maven at tænke over
Det gør ondt at kapere
Men det er vist ikke en nekrolog jeg skriver
Det er en registrering
Af altings forgangenhed
R.I.P.
mandag den 11. januar 2010
Refleksions after drunkNEZZ
Èn sætning hjemsøger min bevidsthed I dette døgn:
”Don’t you know there ain’t no devil, there’s just God when he’s drunk”
Der ligger I den sætning en temmelig dejligt flabet resignation – en flabet kommentar til moralens vogtere, som står med åbne bøger, bebrejdende miner og monokler ved himmerigets port og pass’er judgement over ens sjæl når man når til dommedag; et uforskammet grin op i deres ansigter, en kæk latter, måske lidt diskræt røvballe der flashes når man vender sig 180 DEGREEZ for at gå mod den lille spillebule i den del af landet som lyset ikke rører, hvor man godt selv ved man hører til. Line likes this. Line tænder sgu lidt på den recklessness - til hvilket udtryk jeg ikke kan opstøve en passende dansk ækvivalent - som all-time-favourite-singer-song-writer Tom Waits har liret af på så balstyrisk og fuck-mig agtige facon, at det ikke burde være muligt at undgå at høre det højt og inderligt og hele tiden og leve efter det og ikke leve særlig længe og miste mange venner men få endnu flere når man bare er skidefuld og dum hele tiden. Det er fandme fedt! NÅ!
Der var engang en pige der hed Line. Hun havde langt, rødt hår og en sød kæreste gennem tre og et halvt år og de skændtes aldrig og var altid glade og søde sammen, og hun løb og spiste sundt og drak ikke så meget og mediterede og var dygtig til at synge og havde styr på økonomien og læste bøger om selverkendelse og åndelige åbenbaringer og plejede forhold til gamle veninder, som hun måske godt inderst inde vidste hun kun så for at please dem (og sikkert også omvendt), og havde egentlig så meget nok i sig selv og sit ægteskab med sin lille verden at hun ikke rigtig gad lære nye mennesker at kende. Det gjorde hun dog alligevel - sådan, for at please dem. Hun syntes det var uoverskueligt at drikke, for så fik man det sgu træls dagen efter, og hun syntes, at folk der drak for at blive PISSE STIVE og tog stoffer og røg og levede nogle indelukkede, kaffedrikkende emo-liv var nogle fjolser, fordi de ikke gjorde noget godt for sig selv og var ukonstruktive. Hun elskede bare sådan alle, og sin kæreste og familien i særdeleshed, og hendes forældre syntes at hun var et fantastisk vellykket afkom som da for helvede var pisseintelligent og altid gjorde alting rigtigt.
Det er et år siden dette billede stadig var det gældende. Et år er gået og man har lige overtrådt en skillelinje mellem før og nu/det kommende, mellem nyt og gammelt og alt det er, og det afføder jo en eller anden form for refleksion over tingenes tilstand, det gør det jo, og altså, for fanden hvor jeg synes der er noget at reflektere over nu.
Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne man pludselig undergå den omvending der betød at kæresten, moralen, sundheden, åndeligheden, de slidte gamle veninder, og, til dels, forældrenes stolthed forsvandt, blev låst inde i et bur og begravet blandt tomme øldåser og cigaretpakker, afklippet hår og faldne strukturer og systemer, til det kan tages frem igen engang – forhåbentligt – i en fjern afkrog af collagen Line..?!?!? Jeg har aldrig følt mit liv præsentere sig for mig på så deterministisk facon som det har gjort det i løbet af det forgangne år. Det var mig aldrig muligt overfor hverken kæresten, den søde, dejlige, fantastiske dreng, veninderne, familien eller mig selv, at forklare, hvorfor han pludselig skulle skrottes på mest uforståelige og fucking lortede vis, med andre argumenter end den følgende – den eneste gyldige grund: at jeg havde brug for at mærke mig selv og verden; at det forfærdede mig ikke at vide hvem jeg var og hvad jeg følte og hvad der var rigtigt for mig når jeg aldrig havde oplevet livets afkroge og ekstremer – når jeg aldrig havde oplevet ekstrem lykke og ulykke; at jeg havde brug for at falde og svæve; at blive kylet rundt som en bold og blive begæret og blive trådt på.
Så jeg har indstillet al motion, omstyrtet min økonomi og været hadet af de slidte veninder, med hvilke jeg, i konfrontationens time, slog op med. Jeg har udfordret mig selv og drukket som gjaldt det livet, og røget og dyrket sex med masser af mænd og lært hvordan man er en storrygende, kaffedrikkende kyniskmenstadigfølsom emo-kid og høre Bob Dylan og Tom Waits. Det har været afsindig morsomt og jeg fortryder ikke et sekund; jeg hverken kunne eller ville have gjort anderledes!
Jeg blev sur på min mor i dag fordi hun kom med henkastede bemærkninger om at jeg sov for længe (hvad hun ikke vidste var fordi det var første gang i en uge at jeg sov nok!), drak for meget, spiste for lidt ordentlig mad, gik i for lidt tøj, havde for dårlig økonomi
……………….. ETCETERA!...................!!!!!!!!!!!!!!!!
Og det går mig på for hun har fucking ret for jeg er fucking useriøs lige for tiden og jeg har fucking ingen styr på nogen ting, og selvom jeg den største del af tiden har det fucking sjovt er jeg også fucking bange for ikke at kunne finde mig selv igen og miste kontrollen, og faktisk gad jeg godt at nogle mennesker, gerne min familie, kunne se og forstå at jeg FUCKING ikke er blevet noget dårligt menneske – jeg er bare FUCKING FULD!!!! NÅ!
”Don’t you know there ain’t no devil, there’s just God when he’s drunk”
Der ligger I den sætning en temmelig dejligt flabet resignation – en flabet kommentar til moralens vogtere, som står med åbne bøger, bebrejdende miner og monokler ved himmerigets port og pass’er judgement over ens sjæl når man når til dommedag; et uforskammet grin op i deres ansigter, en kæk latter, måske lidt diskræt røvballe der flashes når man vender sig 180 DEGREEZ for at gå mod den lille spillebule i den del af landet som lyset ikke rører, hvor man godt selv ved man hører til. Line likes this. Line tænder sgu lidt på den recklessness - til hvilket udtryk jeg ikke kan opstøve en passende dansk ækvivalent - som all-time-favourite-singer-song-writer Tom Waits har liret af på så balstyrisk og fuck-mig agtige facon, at det ikke burde være muligt at undgå at høre det højt og inderligt og hele tiden og leve efter det og ikke leve særlig længe og miste mange venner men få endnu flere når man bare er skidefuld og dum hele tiden. Det er fandme fedt! NÅ!
Der var engang en pige der hed Line. Hun havde langt, rødt hår og en sød kæreste gennem tre og et halvt år og de skændtes aldrig og var altid glade og søde sammen, og hun løb og spiste sundt og drak ikke så meget og mediterede og var dygtig til at synge og havde styr på økonomien og læste bøger om selverkendelse og åndelige åbenbaringer og plejede forhold til gamle veninder, som hun måske godt inderst inde vidste hun kun så for at please dem (og sikkert også omvendt), og havde egentlig så meget nok i sig selv og sit ægteskab med sin lille verden at hun ikke rigtig gad lære nye mennesker at kende. Det gjorde hun dog alligevel - sådan, for at please dem. Hun syntes det var uoverskueligt at drikke, for så fik man det sgu træls dagen efter, og hun syntes, at folk der drak for at blive PISSE STIVE og tog stoffer og røg og levede nogle indelukkede, kaffedrikkende emo-liv var nogle fjolser, fordi de ikke gjorde noget godt for sig selv og var ukonstruktive. Hun elskede bare sådan alle, og sin kæreste og familien i særdeleshed, og hendes forældre syntes at hun var et fantastisk vellykket afkom som da for helvede var pisseintelligent og altid gjorde alting rigtigt.
Det er et år siden dette billede stadig var det gældende. Et år er gået og man har lige overtrådt en skillelinje mellem før og nu/det kommende, mellem nyt og gammelt og alt det er, og det afføder jo en eller anden form for refleksion over tingenes tilstand, det gør det jo, og altså, for fanden hvor jeg synes der er noget at reflektere over nu.
Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne man pludselig undergå den omvending der betød at kæresten, moralen, sundheden, åndeligheden, de slidte gamle veninder, og, til dels, forældrenes stolthed forsvandt, blev låst inde i et bur og begravet blandt tomme øldåser og cigaretpakker, afklippet hår og faldne strukturer og systemer, til det kan tages frem igen engang – forhåbentligt – i en fjern afkrog af collagen Line..?!?!? Jeg har aldrig følt mit liv præsentere sig for mig på så deterministisk facon som det har gjort det i løbet af det forgangne år. Det var mig aldrig muligt overfor hverken kæresten, den søde, dejlige, fantastiske dreng, veninderne, familien eller mig selv, at forklare, hvorfor han pludselig skulle skrottes på mest uforståelige og fucking lortede vis, med andre argumenter end den følgende – den eneste gyldige grund: at jeg havde brug for at mærke mig selv og verden; at det forfærdede mig ikke at vide hvem jeg var og hvad jeg følte og hvad der var rigtigt for mig når jeg aldrig havde oplevet livets afkroge og ekstremer – når jeg aldrig havde oplevet ekstrem lykke og ulykke; at jeg havde brug for at falde og svæve; at blive kylet rundt som en bold og blive begæret og blive trådt på.
Så jeg har indstillet al motion, omstyrtet min økonomi og været hadet af de slidte veninder, med hvilke jeg, i konfrontationens time, slog op med. Jeg har udfordret mig selv og drukket som gjaldt det livet, og røget og dyrket sex med masser af mænd og lært hvordan man er en storrygende, kaffedrikkende kyniskmenstadigfølsom emo-kid og høre Bob Dylan og Tom Waits. Det har været afsindig morsomt og jeg fortryder ikke et sekund; jeg hverken kunne eller ville have gjort anderledes!
Jeg blev sur på min mor i dag fordi hun kom med henkastede bemærkninger om at jeg sov for længe (hvad hun ikke vidste var fordi det var første gang i en uge at jeg sov nok!), drak for meget, spiste for lidt ordentlig mad, gik i for lidt tøj, havde for dårlig økonomi
……………….. ETCETERA!...................!!!!!!!!!!!!!!!!
Og det går mig på for hun har fucking ret for jeg er fucking useriøs lige for tiden og jeg har fucking ingen styr på nogen ting, og selvom jeg den største del af tiden har det fucking sjovt er jeg også fucking bange for ikke at kunne finde mig selv igen og miste kontrollen, og faktisk gad jeg godt at nogle mennesker, gerne min familie, kunne se og forstå at jeg FUCKING ikke er blevet noget dårligt menneske – jeg er bare FUCKING FULD!!!! NÅ!
tirsdag den 5. januar 2010
eskapistiske skriverier i skyggen af Kafka #2
..for det er den samme situation, den samme opgave der søges flugt fra, den samme situation (jeg gentager mig selv fordi jeg, 1: vil manifestere den manglende progression jeg oplever og 2: vil illustrere, at jeg for øjeblikket ikke er i stand til at overskue en længere tankerække a gangen, ad hvilket naturligvis følger en vis incoherens i det skrevne).. fuck. Jeg skulle måske ikke have røget så meget pod i Berlin (nejnejmendeandrerøgaltsåmeeeegetmereendmig), for jeg føler intellektet, det eneste lys jeg har at varme min eksistensberettigelse op med i disse kolde vintertider hvor jeg ikke engang kan bryste mig af at være flot solbrun eller god til at tegne eller smart på en basketballbane, svigte, hendrevet til en isolationscelle af en slemt fyndig tåge i en fjern afkrog af mit sind, og jeg står tilbage som en retarderet Kafkanørd, som, nuvel, er irriterende bevidst om sin situations problemstilling, men er HANDLINGSLAMMET!!! Jeg kan ikke jeg kan ikke jeg kan ikke..
Men jeg kan GODT bekymre mig over min lorteøkonomi (JA, den blev værre af, at jeg smuttede til Berlin), over mit forhold til min ekskæreste, over hvornår og hvor og med hvem jeg skal have sex igen, over at jeg har taget på og… emokid, here I come… om jeg nogensinde får en kæreste igencos’nobodywantsmeWAAH! Emner som disse kan snildt, med stor succes endda, overtage og opfylde hele min tankevirksomhed og lade mig side tomt stirrende ud i det fjerne, gerne med en kop kaffe i den ene hånd og en cigaret i den anden og 10.000] (=bliver ikke til mere) tegn skrevet på computerskærmen foran mig.
Jeg tvivler på at jeg får afleveret. For jeg er temmelig sikker på at jeg simpelthen ikke gider side og piske mig selv de næste 24 timer, dø af stress og kvaler og jaja, jeg ved godt at så er det ude af verden og det er dejligt, men fuck altså… Hvor kommer denne her ugidelighed fra? Hva faen. Når nu den er her kan jeg ligeså godt omfavne den og bruge den konstruktivt til ingenting. Så jeg tror jeg vil sidde og glo lidt endnu og så måske tage op Lars og drikke nogle bajere i aften.. Bare sådan for at cementere min useriøsitet! Og fortælle mig selv at det nok ikke er okay, men at jeg for nu er ligeglad. Januar er simpelthen ikke måneden for sådanne anstrengelser..
Nu vil jeg ikke skrive mere. For jeg har ikke noget at sige. Dette indlæg er forhåbentlig det kedeligste og mest ukonstruktive jeg nogensinde kommer til at skrive. Men det er flot udenfor.
Men jeg kan GODT bekymre mig over min lorteøkonomi (JA, den blev værre af, at jeg smuttede til Berlin), over mit forhold til min ekskæreste, over hvornår og hvor og med hvem jeg skal have sex igen, over at jeg har taget på og… emokid, here I come… om jeg nogensinde får en kæreste igencos’nobodywantsmeWAAH! Emner som disse kan snildt, med stor succes endda, overtage og opfylde hele min tankevirksomhed og lade mig side tomt stirrende ud i det fjerne, gerne med en kop kaffe i den ene hånd og en cigaret i den anden og 10.000] (=bliver ikke til mere) tegn skrevet på computerskærmen foran mig.
Jeg tvivler på at jeg får afleveret. For jeg er temmelig sikker på at jeg simpelthen ikke gider side og piske mig selv de næste 24 timer, dø af stress og kvaler og jaja, jeg ved godt at så er det ude af verden og det er dejligt, men fuck altså… Hvor kommer denne her ugidelighed fra? Hva faen. Når nu den er her kan jeg ligeså godt omfavne den og bruge den konstruktivt til ingenting. Så jeg tror jeg vil sidde og glo lidt endnu og så måske tage op Lars og drikke nogle bajere i aften.. Bare sådan for at cementere min useriøsitet! Og fortælle mig selv at det nok ikke er okay, men at jeg for nu er ligeglad. Januar er simpelthen ikke måneden for sådanne anstrengelser..
Nu vil jeg ikke skrive mere. For jeg har ikke noget at sige. Dette indlæg er forhåbentlig det kedeligste og mest ukonstruktive jeg nogensinde kommer til at skrive. Men det er flot udenfor.
Abonner på:
Opslag (Atom)
