posttraumatisk stresssyndrom

Jeg er begyndt at iagttage en stadig hyppigere forekommende følelse hos mig selv. Den har muligvis befundet sig mere eller mindre latent i min bevidsthed i perioder, men lige nu er i hvert fald en, hvori den er eksploderet som en utrolig present frustration og - det er helt plat, det ved jeg godt - følelse af magtesløshed. Jeg vågner hver morgen med en kæmpe stor irritation og følelse af lede over aftenen før - for så vidt denne, og det er ofte tilfældet, ligger hengemt i et fyndigt tågeslør af rødvin -og frygt for den kommende aften. Jeg gider fanden fuckemig bare ikke drikke igen i aften!

Hver dag håber jeg bare virkelig at der ikke er nogen der drikker - altså nogen af de slags mennesker som, såfremt de samles omkring en flaske gin, fratager mig mit frie valg om deltagelse forstås - og hvis jeg er så heldig at styre uden om dette aarhusianske minelandskab, er der stadig lejligheden at frygte. Jeg bor sammen men den galeste alkoholiker af et underskønt kvindemenneske, og det er virkelig bare overhovedet ikke til at spøge med. Vi drikker fucking meget, så er det sagt. Og det er ikke noget jeg er stolt af. Malthe, vores husantropolog og frivole livsnyder, og hans venner opererer med begrebet `en line&tanne´ - som både dækker over en bestemt drukkultur og en bestemt type kvinder. Jeg tror det er godt ment og de finder os underholdende, men på et eller andet tidspunkt må man jo blive for voksen til at det kan betragtes som entydigt positivt at være en storrygende alkoholisk horetøs (overdrevet, men okay)................. ((nej, faktisk ikke overdrevet)). Jeg er ikke sikker på jeg er blevet for voksen endnu, men min stigende lede taget i betragtning kunne det godt bære derhen af.

Jeg nåede lige akkurat at få fremstammet et 'jeg håber bare virkelig... virkelig!... ikke Tanne beder mig dele en flaske rødvin med hende i aften' (posteksamensopgaveskrivningscelebrationritual.. det er en tradition) til en rødhåret fyr jeg kender, før jeg kom hjem i dag, og både han og jeg vidste hvor dumt og hult det lød. Jeg har lige været i kjollern for at hente en... én!.. flaske rødvin.

Jeg prøver at redde mine dundrende samvittighedskvaler (overfor min krop, min økonomi, min selvrespekt og min livskvalitet) med visheden om at jeg bare er en hamrende god veninde, og hvis Tanne har brug for at jeg deler en flaske vin med hende post-opgave, så er det min højhellige pligt at følge hendes ønske. Sådan! Men i mit stille sind vil jeg allehelst bare ligge og nøffe (det er et udtryk jeg lærte i aften og betyder noget i retningen af at putte) med en eller anden og se film og drikke te.. og SOVE - og det er ikke kun i aften, sådan var det også i... nej, ikke lige igår, men i fredags, i torsdags, onsdags og tirsdags. I shit you not.

Det skal lige siges at den just forgangne uge har været ekstrem, men følelsen er den samme. Nu er det ved at være nok med brok, så jeg slutter her, men som afsluttende kommentar skal det vel lige siges at indlægget skal læses med det at jeg virkelig har mange tømmermænd nu, og udsigten til at skulle fejre overståede eksamener med litteraterne imorgen og ca hele næste uge in mende. Roger!