Jeg er begyndt at iagttage en stadig hyppigere forekommende følelse hos mig selv. Den har muligvis befundet sig mere eller mindre latent i min bevidsthed i perioder, men lige nu er i hvert fald en, hvori den er eksploderet som en utrolig present frustration og - det er helt plat, det ved jeg godt - følelse af magtesløshed. Jeg vågner hver morgen med en kæmpe stor irritation og følelse af lede over aftenen før - for så vidt denne, og det er ofte tilfældet, ligger hengemt i et fyndigt tågeslør af rødvin -og frygt for den kommende aften. Jeg gider fanden fuckemig bare ikke drikke igen i aften!
Hver dag håber jeg bare virkelig at der ikke er nogen der drikker - altså nogen af de slags mennesker som, såfremt de samles omkring en flaske gin, fratager mig mit frie valg om deltagelse forstås - og hvis jeg er så heldig at styre uden om dette aarhusianske minelandskab, er der stadig lejligheden at frygte. Jeg bor sammen men den galeste alkoholiker af et underskønt kvindemenneske, og det er virkelig bare overhovedet ikke til at spøge med. Vi drikker fucking meget, så er det sagt. Og det er ikke noget jeg er stolt af. Malthe, vores husantropolog og frivole livsnyder, og hans venner opererer med begrebet `en line&tanne´ - som både dækker over en bestemt drukkultur og en bestemt type kvinder. Jeg tror det er godt ment og de finder os underholdende, men på et eller andet tidspunkt må man jo blive for voksen til at det kan betragtes som entydigt positivt at være en storrygende alkoholisk horetøs (overdrevet, men okay)................. ((nej, faktisk ikke overdrevet)). Jeg er ikke sikker på jeg er blevet for voksen endnu, men min stigende lede taget i betragtning kunne det godt bære derhen af.
Jeg nåede lige akkurat at få fremstammet et 'jeg håber bare virkelig... virkelig!... ikke Tanne beder mig dele en flaske rødvin med hende i aften' (posteksamensopgaveskrivningscelebrationritual.. det er en tradition) til en rødhåret fyr jeg kender, før jeg kom hjem i dag, og både han og jeg vidste hvor dumt og hult det lød. Jeg har lige været i kjollern for at hente en... én!.. flaske rødvin.
Jeg prøver at redde mine dundrende samvittighedskvaler (overfor min krop, min økonomi, min selvrespekt og min livskvalitet) med visheden om at jeg bare er en hamrende god veninde, og hvis Tanne har brug for at jeg deler en flaske vin med hende post-opgave, så er det min højhellige pligt at følge hendes ønske. Sådan! Men i mit stille sind vil jeg allehelst bare ligge og nøffe (det er et udtryk jeg lærte i aften og betyder noget i retningen af at putte) med en eller anden og se film og drikke te.. og SOVE - og det er ikke kun i aften, sådan var det også i... nej, ikke lige igår, men i fredags, i torsdags, onsdags og tirsdags. I shit you not.
Det skal lige siges at den just forgangne uge har været ekstrem, men følelsen er den samme. Nu er det ved at være nok med brok, så jeg slutter her, men som afsluttende kommentar skal det vel lige siges at indlægget skal læses med det at jeg virkelig har mange tømmermænd nu, og udsigten til at skulle fejre overståede eksamener med litteraterne imorgen og ca hele næste uge in mende. Roger!
søndag den 23. januar 2011
søndag den 19. december 2010
eskapistiske nytårsskriverier i skyggen af Faust
Kan man tænke sig et bedre tidspunkt at hidkalde motivationen til at skrive et ånline nytårsbrev, end på en søndag nat kl halv fem, en lille uge inden man skal aflevere en Litteraturhistorie-kællingeeksamen, som man på ingen måde er færdig med? Enddog begyndt på.. faktisk..?
- Nej, må være det helt åbentlyse og logiske svar, eftersom jeg nu kan se, at jeg er godt igang. Jeg har tidligere været inde på det manglende kausalforhold verden og mig, så dette emne vil jeg ikke betræde yderligere, blot bemærke det til overvejelse.
Den umiddelbare motivation fremtrukkedes da også af det faktum at jeg, præcis som da nærværende blog påbegyndtes for godt et år siden - da jeg var ung, fro og 21 - og som tidligere antydet, er under opgaveskrivningspres, og at dette fordrer trang til at nedfælde ligegyldige, usammenhængende tanker om ingenting, skulle vel ikke komme som nogen overraskelse. Nuvel, i år har jeg afventet inspirationen i spænding, men den har først for en lille ti minutters tid siden indfundet sig til hjælp. Det hænger nok sammen med at jeg først nu indser, at min opgaveide, som gerne skulle udmyntes i en opgave omhandlende Faustmyten som eksistentialistisk projekt for den moderne menneskehed, og/eller djævle/frister-forholdet med fokus på Goethes Faust med inddragelse af Doktor Faustus, samt musikaliteten i dette forhold, bare er ret meget mere plat og banalt end noget jeg nogensinde før har sat mig for, og jeg længes tilbage til Ørntoft-tider, men nu er der kun én vej. Fuck kausalforhold i tid og rum!
-Og nu vi er ved det med tiden, vil jeg gerne lige dvæle lidt herved, for jeg tænker altid enormt meget over tidens gang når det sådan har været nytår, og på det relativt ubetydelige øjeblik hvori to år bindes sammen, men som altid ender med at være det mest værdiladede på hele året. Det var en lykkelig nat. At stå med de rigtige mennesker på det rigtige sted og være tilpas fuld og tilpas varm og tilpas glad, og få af vide, at "år 2011 bliver vores år", bevirkede at tiden stod helt stille og forsvandt på en gang.
Men nu må vi videre. Nu lægger en fin, voksende hinde sig mellem vores nuværende position og år 2010, hvor vi troede at vi var hvor vi skulle være, men hvor vi nu er blevet klogere på dét. Og jeg tænker, at jeg var et helt andet, præcis det samme, sted dengang, med helt andre, præcis de samme, tanker og projekter.
Det med opgaven er ikke så meget anderledes. Bortset fra at emnet er dårligere og min hjerne fungerer bedre qua pot med negativt fortegn - jeg er blevet voksen!!
- Nej, må være det helt åbentlyse og logiske svar, eftersom jeg nu kan se, at jeg er godt igang. Jeg har tidligere været inde på det manglende kausalforhold verden og mig, så dette emne vil jeg ikke betræde yderligere, blot bemærke det til overvejelse.
Den umiddelbare motivation fremtrukkedes da også af det faktum at jeg, præcis som da nærværende blog påbegyndtes for godt et år siden - da jeg var ung, fro og 21 - og som tidligere antydet, er under opgaveskrivningspres, og at dette fordrer trang til at nedfælde ligegyldige, usammenhængende tanker om ingenting, skulle vel ikke komme som nogen overraskelse. Nuvel, i år har jeg afventet inspirationen i spænding, men den har først for en lille ti minutters tid siden indfundet sig til hjælp. Det hænger nok sammen med at jeg først nu indser, at min opgaveide, som gerne skulle udmyntes i en opgave omhandlende Faustmyten som eksistentialistisk projekt for den moderne menneskehed, og/eller djævle/frister-forholdet med fokus på Goethes Faust med inddragelse af Doktor Faustus, samt musikaliteten i dette forhold, bare er ret meget mere plat og banalt end noget jeg nogensinde før har sat mig for, og jeg længes tilbage til Ørntoft-tider, men nu er der kun én vej. Fuck kausalforhold i tid og rum!
-Og nu vi er ved det med tiden, vil jeg gerne lige dvæle lidt herved, for jeg tænker altid enormt meget over tidens gang når det sådan har været nytår, og på det relativt ubetydelige øjeblik hvori to år bindes sammen, men som altid ender med at være det mest værdiladede på hele året. Det var en lykkelig nat. At stå med de rigtige mennesker på det rigtige sted og være tilpas fuld og tilpas varm og tilpas glad, og få af vide, at "år 2011 bliver vores år", bevirkede at tiden stod helt stille og forsvandt på en gang.
Men nu må vi videre. Nu lægger en fin, voksende hinde sig mellem vores nuværende position og år 2010, hvor vi troede at vi var hvor vi skulle være, men hvor vi nu er blevet klogere på dét. Og jeg tænker, at jeg var et helt andet, præcis det samme, sted dengang, med helt andre, præcis de samme, tanker og projekter.
Det med opgaven er ikke så meget anderledes. Bortset fra at emnet er dårligere og min hjerne fungerer bedre qua pot med negativt fortegn - jeg er blevet voksen!!
søndag den 12. september 2010
Tak for citater
At kneppe en hofteskål af led. Jeg bowlingkugler kropsåbninger. Jeg, messias. Jeg, industri.
**
... en slags sommerlig kammermusik, der ikke fremtryller en sommerstemning på samme måde som et musikstykke som man tilfældigvis har hørt om sommeren, og som derefter minder én om den; den er forenet med sommeren med et mere nødvendigt bånd; den opstår på solrige dage og genfødes først igen med dem, og da den rummer lidt af deres essens, vækker den ikke bare billeder af dem til live i vores erindring, den bekræfter også at sommeren er vendt tilbage, at den virkelig er her, omkring os, lige inden for rækkevidde.
**
Når jeg havde forladt mit hjem for at spadsere en tur, hele tiden ad forskellige ruter, vendte jeg altid om og gik tilbage i mine egne spor. Det gjorde jeg for ikke ved min spadseren at komme til at beskrive en cirkel, hvori huse og træer ville være blevet lukket inde.
**
Hvor er det dog storartet at være gal, hvor sublimt, sagde jeg til mig selv, mens jeg med ubeskrivelig beklagelse konstaterede, hvor mange idiotiske almene vaner og hvilken sønderknusende rationel opdragelse der hindrede mig i at få del i den ekstreme frihed i et liv som gal.
**
Hvor er hun, hvor er de, nigger nej hvor fuck er du?
**
Hver gang jeg cykler i regnen tænker jeg:
bare det ikke regnede.
**
Nogle af vore dages unge frøkener behøver således blot at få håret klippet kort, tage blå briller på og kalde sig nihilister for straks at føle sig overbevist om, at de med ét har fået deres "egne synspunkter".
**
And indeed there will be time
To wonder, 'Do I dare?' and 'Do I dare?'
Time to turn back and descend the stair.
**
Hej søde forstående Lene. Har du flere af dine gamle slidte sko jeg må få eller købe af dig. Det gør ikke noget de er sure og beskidte. Kan vi lave den sædvanlige aftale om at stå på min mave- 300 kr for 10 min? Trænger bare til at mærke dig synke dybt ned i min mave :-) Knus Allan.
**
DA datta: what have we given? My friend, blood shaking my heart, the awful dearing of a moments surrender... By this, and this only, we have existed.
**
Åh, det er papirclips! Hvor aparte! Hvad kan vi bygge af dem? En redningshelikopter måske?!
**
This is the way the world ends
this is the way the world ends
this is the way the world ends
not with a bang but with a whimper
**
Tak.
**
... en slags sommerlig kammermusik, der ikke fremtryller en sommerstemning på samme måde som et musikstykke som man tilfældigvis har hørt om sommeren, og som derefter minder én om den; den er forenet med sommeren med et mere nødvendigt bånd; den opstår på solrige dage og genfødes først igen med dem, og da den rummer lidt af deres essens, vækker den ikke bare billeder af dem til live i vores erindring, den bekræfter også at sommeren er vendt tilbage, at den virkelig er her, omkring os, lige inden for rækkevidde.
**
Når jeg havde forladt mit hjem for at spadsere en tur, hele tiden ad forskellige ruter, vendte jeg altid om og gik tilbage i mine egne spor. Det gjorde jeg for ikke ved min spadseren at komme til at beskrive en cirkel, hvori huse og træer ville være blevet lukket inde.
**
Hvor er det dog storartet at være gal, hvor sublimt, sagde jeg til mig selv, mens jeg med ubeskrivelig beklagelse konstaterede, hvor mange idiotiske almene vaner og hvilken sønderknusende rationel opdragelse der hindrede mig i at få del i den ekstreme frihed i et liv som gal.
**
Hvor er hun, hvor er de, nigger nej hvor fuck er du?
**
Hver gang jeg cykler i regnen tænker jeg:
bare det ikke regnede.
**
Nogle af vore dages unge frøkener behøver således blot at få håret klippet kort, tage blå briller på og kalde sig nihilister for straks at føle sig overbevist om, at de med ét har fået deres "egne synspunkter".
**
And indeed there will be time
To wonder, 'Do I dare?' and 'Do I dare?'
Time to turn back and descend the stair.
**
Hej søde forstående Lene. Har du flere af dine gamle slidte sko jeg må få eller købe af dig. Det gør ikke noget de er sure og beskidte. Kan vi lave den sædvanlige aftale om at stå på min mave- 300 kr for 10 min? Trænger bare til at mærke dig synke dybt ned i min mave :-) Knus Allan.
**
DA datta: what have we given? My friend, blood shaking my heart, the awful dearing of a moments surrender... By this, and this only, we have existed.
**
Åh, det er papirclips! Hvor aparte! Hvad kan vi bygge af dem? En redningshelikopter måske?!
**
This is the way the world ends
this is the way the world ends
this is the way the world ends
not with a bang but with a whimper
**
Tak.
onsdag den 7. juli 2010
Endnu et dårligt digt
Når man leder efter ord, eller leder efter steder at placere sine ord, eller mod til at placere dem, ender de ofte hos den som højst sandsynligt vil tage imod dem. Det blev dig. Jeg elsker dig. Men det var hverken ordene, placeringen eller modet, der bragte denne besked til dig.
søndag den 20. juni 2010
Aften i Mørke
Når aftenen flirter med natten, falder træerne til ro og halvmånen ejer for en kort stund endnu himmelhvælvingen. Der hersker en meditativ ro, som minder mig om efterårsdage.
Når jeg læner hovedet tilbage og betragter røgen fra aftenens sidste cigaret lege med luften og lægge sig imellem mig og de spirende stjerners forsøgsvise fremkomst, tænker jeg på dagene, ugerne, månederne og årene. Det er en fordøjelsesproces som jeg foretager mig på vegne af verdensaltet. Ligesom efteråret.
Bålet lader lidt endnu gløderne glitre og signalere liv.
Når jeg læner hovedet tilbage og betragter røgen fra aftenens sidste cigaret lege med luften og lægge sig imellem mig og de spirende stjerners forsøgsvise fremkomst, tænker jeg på dagene, ugerne, månederne og årene. Det er en fordøjelsesproces som jeg foretager mig på vegne af verdensaltet. Ligesom efteråret.
Bålet lader lidt endnu gløderne glitre og signalere liv.
På en af de grimme regnvejrsdage
Jeg tror ikke at jeg nogensinde vil komme så meget i kontakt med mig selv at jeg kan anse det for nødvendigt at reagere på det faktum at jeg ikke er det.
Jeg tror ikke at jeg nogensinde kommer til at opleve det fine nuancespil der hersker mellem sort og hvid - mellem sort/hvid og farve.
Jeg tror ikke at jeg nogensinde bliver så distanceret at jeg ikke føler det bydende nødvendigt for mig at sprætte mig selv op og stille mig tilgængelig for dissektion af alt og alle.
Jeg tror aldrig jeg lærer at holde op med at elske dig.
Jeg kan ikke tro det er muligt
Jeg kan ikke tro det ikke er
Jeg kan ikke overbevise mig om at jeg er her og at det er rigtigt
Jeg kan ikke overbevise dig om at du skal spille med
Jeg tror ikke at jeg nogensinde kommer til at opleve det fine nuancespil der hersker mellem sort og hvid - mellem sort/hvid og farve.
Jeg tror ikke at jeg nogensinde bliver så distanceret at jeg ikke føler det bydende nødvendigt for mig at sprætte mig selv op og stille mig tilgængelig for dissektion af alt og alle.
Jeg tror aldrig jeg lærer at holde op med at elske dig.
Jeg kan ikke tro det er muligt
Jeg kan ikke tro det ikke er
Jeg kan ikke overbevise mig om at jeg er her og at det er rigtigt
Jeg kan ikke overbevise dig om at du skal spille med
mandag den 31. maj 2010
Ode til læsesalen
At sidde på læsesalen kl halv seks om morgenen og høre dubstep.
At have siddet her praktisk taget en hel uge, og endelig have færdiggjort en opgave, som har taget et halvt år at skrive.
At sidde på læsesalen kl halv seks om morgenen og ikke være træt, ja, slet ikke at have lyst til at gå i seng igen nogensinde.
At være så træt at det gør ondt inden i.
At have røget en pakke cigaretter, 10 kopper lunken sort kaffe hver dag, drukket minimale mængder vand, fået minimale mængder (ordentlig) mad og sovet omtrendt 3-4 timer hver nat.
At sidde med dubstep i ørerne kl halv seks om morgen og endelig give sig selv lov til at spille bubbleshooter.
At ville ønske man havde et sjovere spil at spille.
At have været færdig med sin opgave i en lille time og allerede savne Kafka.
At glæde sig til frugt og øl.
At glæde sig til at skulle skrive den næste opgave.
At sidde på læsesalen kl halv seks om morgenen med dubstep i ørerne og en elendig kafferøg-smag i munden og drømme om romantik og sol og øl og frugt.
Jeg tror vi skal have en øl i solen når vi går herfra.
At have siddet her praktisk taget en hel uge, og endelig have færdiggjort en opgave, som har taget et halvt år at skrive.
At sidde på læsesalen kl halv seks om morgenen og ikke være træt, ja, slet ikke at have lyst til at gå i seng igen nogensinde.
At være så træt at det gør ondt inden i.
At have røget en pakke cigaretter, 10 kopper lunken sort kaffe hver dag, drukket minimale mængder vand, fået minimale mængder (ordentlig) mad og sovet omtrendt 3-4 timer hver nat.
At sidde med dubstep i ørerne kl halv seks om morgen og endelig give sig selv lov til at spille bubbleshooter.
At ville ønske man havde et sjovere spil at spille.
At have været færdig med sin opgave i en lille time og allerede savne Kafka.
At glæde sig til frugt og øl.
At glæde sig til at skulle skrive den næste opgave.
At sidde på læsesalen kl halv seks om morgenen med dubstep i ørerne og en elendig kafferøg-smag i munden og drømme om romantik og sol og øl og frugt.
Jeg tror vi skal have en øl i solen når vi går herfra.
Abonner på:
Opslag (Atom)
