Hyldest

Der er bare nogle mennesker der er sejere end andre!

Jeg mener; Jeg er et positivt menneske og jeg kan heldigvis rigtig rigtig godt lide de aller aller fleste mennesker, og så skeler jeg til mit forrige indlæg og skal til at tage det hele tilbage men nej jeg kan godt stå inde for hvad jeg har sagt (stadig R.I.P.), og jeg er heldigvis så stor og ignorant en optimistisk jubelidiot at det kan sikre mig en allerhelvedes portion livsglædeoglyst at omgås så mange seje mennesker hele tiden! Ja og ja!

Og så engang imellem er der alligevel nogle i mængden der skinner igennem og er så seje, at jeg får åndenød og det svimler for øjnene og jeg får lyst til at flæbe og løbe virkelig mange hundrede kilometer eller bruge rigtig mange penge for at komme tæt på og der kan snildt være rigtig mange hundrede kilometer…!!

Disse personer er lysene på lagkagen og den krans som en gang imellem omringer månen, jeg kan ikke huske hvad den hedder, og gør oplevelsen af at stå i mørket og pisfryse forforsatandeterenkoldvinteriår!! og glo op på månen lidt ekstra intens. Disse personer er forskellen på dueAD!dunsdyner og edderdunsdyner (forudsat at der er en forskel og at denne forskel er til edderdunsdynernes favour) – ingenting kan ligesom gå galt, ingen sorg kan overdøve glæden og ingen stridigheder kan trænge igennem og forårsdage krakeleringer i fladen hehehåber når bare vi er sammen og drikker kaffe og øl og ryger cigaretter og griner og græder og snakker og går og står og sidder og ligger og altdetandetlivetkanbeståaf.

DU er en af de personer og DU ringede lige selv om du ikke havde tid eller råd eller noget at sige og Du bad mig skrive et blogindlæg så det gjorde jeg men det er ikke godt men det handler ikke om noget men det er til dig!

KOM HJEM så jeg kan passe på dig så du ikke behøver nogen hvis navn har en svag lighed med en italiensk hovedstad til at gøre det!

Hvis der nu i livet fandtes en ctrl Z knap?

Jeg kendte et menneske
Eller… kendte er måske så meget sagt
Jeg registrerede hans tilstedeværelse når jeg på regelmæssig basis konfronteredes med denne
Jeg syntes han var irriterende
Jeg syntes han var et fjols
Dét fik jeg vist fortalt nogle stykker
Hvordan han gik mig på nerverne

Fuld fik han det værste op i mig og jeg har vistnok været temmelig ubehøvlet

Hvordan retfærdiggør man dét over for sig selv når han lige pludselig dør?

Så sidder man pludselig med en følelse af at man burde have tænkt længere
Eller været mere åben og tolerant
At man skulle have holdt af ham
At man skal savne ham
At man skal græde og indstille sin livsglæde et øjeblik
I en slags sjælelig solidaritet
Men dem for hvem han betød noget

Det er altid gruvækkende når et menneske, man kendte, forsvinder
Ham skal jeg aldrig se mere
Ham skal jeg aldrig irriteres over mere
Og det gør ondt i maven at tænke over
Det gør ondt at kapere

Men det er vist ikke en nekrolog jeg skriver
Det er en registrering
Af altings forgangenhed
R.I.P.

Refleksions after drunkNEZZ

Èn sætning hjemsøger min bevidsthed I dette døgn:

”Don’t you know there ain’t no devil, there’s just God when he’s drunk”

Der ligger I den sætning en temmelig dejligt flabet resignation – en flabet kommentar til moralens vogtere, som står med åbne bøger, bebrejdende miner og monokler ved himmerigets port og pass’er judgement over ens sjæl når man når til dommedag; et uforskammet grin op i deres ansigter, en kæk latter, måske lidt diskræt røvballe der flashes når man vender sig 180 DEGREEZ for at gå mod den lille spillebule i den del af landet som lyset ikke rører, hvor man godt selv ved man hører til. Line likes this. Line tænder sgu lidt på den recklessness - til hvilket udtryk jeg ikke kan opstøve en passende dansk ækvivalent - som all-time-favourite-singer-song-writer Tom Waits har liret af på så balstyrisk og fuck-mig agtige facon, at det ikke burde være muligt at undgå at høre det højt og inderligt og hele tiden og leve efter det og ikke leve særlig længe og miste mange venner men få endnu flere når man bare er skidefuld og dum hele tiden. Det er fandme fedt! NÅ!

Der var engang en pige der hed Line. Hun havde langt, rødt hår og en sød kæreste gennem tre og et halvt år og de skændtes aldrig og var altid glade og søde sammen, og hun løb og spiste sundt og drak ikke så meget og mediterede og var dygtig til at synge og havde styr på økonomien og læste bøger om selverkendelse og åndelige åbenbaringer og plejede forhold til gamle veninder, som hun måske godt inderst inde vidste hun kun så for at please dem (og sikkert også omvendt), og havde egentlig så meget nok i sig selv og sit ægteskab med sin lille verden at hun ikke rigtig gad lære nye mennesker at kende. Det gjorde hun dog alligevel - sådan, for at please dem. Hun syntes det var uoverskueligt at drikke, for så fik man det sgu træls dagen efter, og hun syntes, at folk der drak for at blive PISSE STIVE og tog stoffer og røg og levede nogle indelukkede, kaffedrikkende emo-liv var nogle fjolser, fordi de ikke gjorde noget godt for sig selv og var ukonstruktive. Hun elskede bare sådan alle, og sin kæreste og familien i særdeleshed, og hendes forældre syntes at hun var et fantastisk vellykket afkom som da for helvede var pisseintelligent og altid gjorde alting rigtigt.

Det er et år siden dette billede stadig var det gældende. Et år er gået og man har lige overtrådt en skillelinje mellem før og nu/det kommende, mellem nyt og gammelt og alt det er, og det afføder jo en eller anden form for refleksion over tingenes tilstand, det gør det jo, og altså, for fanden hvor jeg synes der er noget at reflektere over nu.

Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne man pludselig undergå den omvending der betød at kæresten, moralen, sundheden, åndeligheden, de slidte gamle veninder, og, til dels, forældrenes stolthed forsvandt, blev låst inde i et bur og begravet blandt tomme øldåser og cigaretpakker, afklippet hår og faldne strukturer og systemer, til det kan tages frem igen engang – forhåbentligt – i en fjern afkrog af collagen Line..?!?!? Jeg har aldrig følt mit liv præsentere sig for mig på så deterministisk facon som det har gjort det i løbet af det forgangne år. Det var mig aldrig muligt overfor hverken kæresten, den søde, dejlige, fantastiske dreng, veninderne, familien eller mig selv, at forklare, hvorfor han pludselig skulle skrottes på mest uforståelige og fucking lortede vis, med andre argumenter end den følgende – den eneste gyldige grund: at jeg havde brug for at mærke mig selv og verden; at det forfærdede mig ikke at vide hvem jeg var og hvad jeg følte og hvad der var rigtigt for mig når jeg aldrig havde oplevet livets afkroge og ekstremer – når jeg aldrig havde oplevet ekstrem lykke og ulykke; at jeg havde brug for at falde og svæve; at blive kylet rundt som en bold og blive begæret og blive trådt på.
Så jeg har indstillet al motion, omstyrtet min økonomi og været hadet af de slidte veninder, med hvilke jeg, i konfrontationens time, slog op med. Jeg har udfordret mig selv og drukket som gjaldt det livet, og røget og dyrket sex med masser af mænd og lært hvordan man er en storrygende, kaffedrikkende kyniskmenstadigfølsom emo-kid og høre Bob Dylan og Tom Waits. Det har været afsindig morsomt og jeg fortryder ikke et sekund; jeg hverken kunne eller ville have gjort anderledes!

Jeg blev sur på min mor i dag fordi hun kom med henkastede bemærkninger om at jeg sov for længe (hvad hun ikke vidste var fordi det var første gang i en uge at jeg sov nok!), drak for meget, spiste for lidt ordentlig mad, gik i for lidt tøj, havde for dårlig økonomi

……………….. ETCETERA!...................!!!!!!!!!!!!!!!!

Og det går mig på for hun har fucking ret for jeg er fucking useriøs lige for tiden og jeg har fucking ingen styr på nogen ting, og selvom jeg den største del af tiden har det fucking sjovt er jeg også fucking bange for ikke at kunne finde mig selv igen og miste kontrollen, og faktisk gad jeg godt at nogle mennesker, gerne min familie, kunne se og forstå at jeg FUCKING ikke er blevet noget dårligt menneske – jeg er bare FUCKING FULD!!!! NÅ!

eskapistiske skriverier i skyggen af Kafka #2

..for det er den samme situation, den samme opgave der søges flugt fra, den samme situation (jeg gentager mig selv fordi jeg, 1: vil manifestere den manglende progression jeg oplever og 2: vil illustrere, at jeg for øjeblikket ikke er i stand til at overskue en længere tankerække a gangen, ad hvilket naturligvis følger en vis incoherens i det skrevne).. fuck. Jeg skulle måske ikke have røget så meget pod i Berlin (nejnejmendeandrerøgaltsåmeeeegetmereendmig), for jeg føler intellektet, det eneste lys jeg har at varme min eksistensberettigelse op med i disse kolde vintertider hvor jeg ikke engang kan bryste mig af at være flot solbrun eller god til at tegne eller smart på en basketballbane, svigte, hendrevet til en isolationscelle af en slemt fyndig tåge i en fjern afkrog af mit sind, og jeg står tilbage som en retarderet Kafkanørd, som, nuvel, er irriterende bevidst om sin situations problemstilling, men er HANDLINGSLAMMET!!! Jeg kan ikke jeg kan ikke jeg kan ikke..

Men jeg kan GODT bekymre mig over min lorteøkonomi (JA, den blev værre af, at jeg smuttede til Berlin), over mit forhold til min ekskæreste, over hvornår og hvor og med hvem jeg skal have sex igen, over at jeg har taget på og… emokid, here I come… om jeg nogensinde får en kæreste igencos’nobodywantsmeWAAH! Emner som disse kan snildt, med stor succes endda, overtage og opfylde hele min tankevirksomhed og lade mig side tomt stirrende ud i det fjerne, gerne med en kop kaffe i den ene hånd og en cigaret i den anden og 10.000] (=bliver ikke til mere) tegn skrevet på computerskærmen foran mig.

Jeg tvivler på at jeg får afleveret. For jeg er temmelig sikker på at jeg simpelthen ikke gider side og piske mig selv de næste 24 timer, dø af stress og kvaler og jaja, jeg ved godt at så er det ude af verden og det er dejligt, men fuck altså… Hvor kommer denne her ugidelighed fra? Hva faen. Når nu den er her kan jeg ligeså godt omfavne den og bruge den konstruktivt til ingenting. Så jeg tror jeg vil sidde og glo lidt endnu og så måske tage op Lars og drikke nogle bajere i aften.. Bare sådan for at cementere min useriøsitet! Og fortælle mig selv at det nok ikke er okay, men at jeg for nu er ligeglad. Januar er simpelthen ikke måneden for sådanne anstrengelser..

Nu vil jeg ikke skrive mere. For jeg har ikke noget at sige. Dette indlæg er forhåbentlig det kedeligste og mest ukonstruktive jeg nogensinde kommer til at skrive. Men det er flot udenfor.