Jeg giver ikke mening jeg tænker ikke sammenhængende...
...
Man iscenesætter FREAKDOM ved at sidde alene på en café med Kafka og cappuccino og et tomt, stirrende blik rettet mod en ufuldendt sætning.
...
Man ville aldrig, om lyst var noget man besad, kunne overbevise nogen eller sig selv om at man lever for et perPeirce.
...
Jeg er jo gennemgribende useriøs!
Mig som semantisk konstruktion er en betydningsforskydning - en diskrepans mellem atomer og system - så udtalt, at jeg nogle gange har svært ved at lokke kaffen ud af koppen.
Men min cappuccino er en raison d'etre!
...
- Og mens Indie-pumperen pumper fisk og Ralle P pløkker tænkte fjender, Rofle slikker sårene efter Odensee-det-ske og Pagefanden er draget til byen af imorgen for at dekonstruere diskrepansen mellem tegn og betydning i hendes og hans kommunikationssituation, sidder jeg her og forestiller mig hvad Krigsmanden laver. Rohan Krigsmand Nakker Børsen - verdens smukkeste omgang MINDFUCK - fortalte mig igår at han er blevet glad for at tage tage en lille øl på bænken i Grønningen på vej hjem fra indkøb.
Det er fandensparkemig sådan en oplysning der kan gøre én glad!
mandag den 29. marts 2010
lørdag den 20. marts 2010
Digte i udvalg
Nu bevæger jeg mig ud på dybt vand. Dette er de første spæde skridt udi min digterpraksis. Så vær overbærende!
Forår
Som tusind sølvkorn der snørkler vinden
Således hvirvler jeg, forskræmt og forblændet
Af vingernes tidssus
Eller tidernes vingesus
Det er ligemeget
For mens jeg flyver
Svævende, Søgende, faldende, jublende
Da tænker jeg på mig
Jeg lænker mig til dig
Som viser mig vej
I en vilkårlig retning
Som er ligemeget
Jeg gider ikke høre på Ole
Jeg er libertiner
Jeg lytter ikke, jeg flytter
Foden op på knæet
Og tænker lyrisk
Jeg tænker dyrisk
Er begærlig men
Hvis jeg skal være helt ærlig
Digter jeg ikke godt
Salmesang er plankegang og morgenstund har guld i morgen,
og fuld (er en) met(on)ymisk flade.
Lol... der skulle have stået fugl. Alcoholic slip!
Forår
Som tusind sølvkorn der snørkler vinden
Således hvirvler jeg, forskræmt og forblændet
Af vingernes tidssus
Eller tidernes vingesus
Det er ligemeget
For mens jeg flyver
Svævende, Søgende, faldende, jublende
Da tænker jeg på mig
Jeg lænker mig til dig
Som viser mig vej
I en vilkårlig retning
Som er ligemeget
Jeg gider ikke høre på Ole
Jeg er libertiner
Jeg lytter ikke, jeg flytter
Foden op på knæet
Og tænker lyrisk
Jeg tænker dyrisk
Er begærlig men
Hvis jeg skal være helt ærlig
Digter jeg ikke godt
Salmesang er plankegang og morgenstund har guld i morgen,
og fuld (er en) met(on)ymisk flade.
Lol... der skulle have stået fugl. Alcoholic slip!
onsdag den 10. marts 2010
om at bestille en cappuccino mere
Sometimes you gotta do a little dirt 2 stay clean, nahmean?
Dette udsagn blev I fordums tid fremsagtnedskrevet af en fyr som jeg kender som er meget klog meget sjov, og denne kommentar til en anden fyrs blog har ramt alle eller de fleste eller nogle af dem jeg kender midt i hjertekuglen, som J.P.Jakobsen siger, og antaget sådan lidt en særlig status. Vi kan godt lide tanken om at det er sådan det er. Jeg bliver bare glad.
Det der med at smide om sig med quotable udsagn – hvilket jo i øvrigt er en relativ størrelse - som rammer lige midt i essensen af det tilsigtede, det er sgu imponerende. En af mine venner, en dejlig dreng, mener selv at hans quotebook bliver meget lang og fyldt med guldkorn, som f.ek.s ”Jeg er fucking nice. Jeg er født nice!” Det er også godt. Det ved i hvert fald hvor det vil hen og hvad det selv mener og sådan.
Hvad mine faste læsere, eller de som lejlighedsvist.. eller folk som måske bare et par gange har valgt at læse hvad jeg rabler af mig- på denne blog såvel som andetsteds - vil vide, er jeg ikke særlig god til at formulere mig præcist og koncist på områder og have en entydig holdning til noget. Jeg er mester i vage udsagn. Meget lange, lidet strukturerede udsagn. Det hænger nok sammen med at jeg sjældent kan huske fra sætningstart til sætningslut – altså, midt inde i min formulering glemmer jeg med hvilket formål den igangværende sætningtankerække blev indledtigangsat. Nu har jeg lige lært om dekonstruktion og det kunne jeg godt lide og den dekonstruktivistiske filosofi fortæller mig, at ting er irreducible, dvs. at de ikke kan føres tilbage til nogen kerne eller essens, men jeg er ret sikker på at hvis man alligevel gjorde forsøget, ja, selv hvis en strukturalist eller nykritiker gjorde forsøget, ville jeg blive reduceret til – ingenting. Eller, nåja, det er måske vel hårdt formuleret, men så i hvert fald til en sky af fritsvævende partikler… Gasser?
Dette indlæg giver heller ikke mening. Denne gang har jeg hverken røget pod eller drukket alkohol. (Nu lyder det som om førstnævnte er noget jeg praktiserer lige så højfrekvent som sidstnævnte, hvilket ikke er tilfældet)
Tilbage til det INDledningsvise UDsagn.
Nuvel.. jeg bliver glad hver gang jeg læser det og lidt lettet. Lidt undskyldt for alle de små fejltagelse jeg begår, ikke? For alle de små prutskidder jeg strør ud, ikke? Det føles pludselig okay ikke? at være helt perfekt.. Men det er godt? Det ved jeg ikke helt. Det ved jeg ikke helt men nu bestiller jeg en cappuccino mere, for jeg har ikke nogen penge.. Mit liv er ikke i særlig høj grad bygget op af kausalitetsforhold.
En dekonstruktivist ville nok også være ligeglad med kausalitetsforhold, ’cause we’re all gonna die. Desuden er der ikke noget der giver mening. Ud over sex. Ud over mad. Ud over cigaretter, kaffe og alkohol. Ud over varme stuer og knopper på træerne og mennesker der smiler og er søde og glade og som jeg godt kan lide. Ud over verdensfred og menneskerettigheder og mennesker der har behov for religion og mennesker der har behov for kaosteorier og mennesker der ikke har behov for noget. Jeg har behov for at elske og blive elsket. Det giver mening og vekselvirkningen mellem impulser i min hjerne og de sporadiske effektueringer af disse jeg strør om mig med, er vel også en slags kausalitetsforhold? Og det giver vel en slags mening?
Dette udsagn blev I fordums tid fremsagtnedskrevet af en fyr som jeg kender som er meget klog meget sjov, og denne kommentar til en anden fyrs blog har ramt alle eller de fleste eller nogle af dem jeg kender midt i hjertekuglen, som J.P.Jakobsen siger, og antaget sådan lidt en særlig status. Vi kan godt lide tanken om at det er sådan det er. Jeg bliver bare glad.
Det der med at smide om sig med quotable udsagn – hvilket jo i øvrigt er en relativ størrelse - som rammer lige midt i essensen af det tilsigtede, det er sgu imponerende. En af mine venner, en dejlig dreng, mener selv at hans quotebook bliver meget lang og fyldt med guldkorn, som f.ek.s ”Jeg er fucking nice. Jeg er født nice!” Det er også godt. Det ved i hvert fald hvor det vil hen og hvad det selv mener og sådan.
Hvad mine faste læsere, eller de som lejlighedsvist.. eller folk som måske bare et par gange har valgt at læse hvad jeg rabler af mig- på denne blog såvel som andetsteds - vil vide, er jeg ikke særlig god til at formulere mig præcist og koncist på områder og have en entydig holdning til noget. Jeg er mester i vage udsagn. Meget lange, lidet strukturerede udsagn. Det hænger nok sammen med at jeg sjældent kan huske fra sætningstart til sætningslut – altså, midt inde i min formulering glemmer jeg med hvilket formål den igangværende sætningtankerække blev indledtigangsat. Nu har jeg lige lært om dekonstruktion og det kunne jeg godt lide og den dekonstruktivistiske filosofi fortæller mig, at ting er irreducible, dvs. at de ikke kan føres tilbage til nogen kerne eller essens, men jeg er ret sikker på at hvis man alligevel gjorde forsøget, ja, selv hvis en strukturalist eller nykritiker gjorde forsøget, ville jeg blive reduceret til – ingenting. Eller, nåja, det er måske vel hårdt formuleret, men så i hvert fald til en sky af fritsvævende partikler… Gasser?
Dette indlæg giver heller ikke mening. Denne gang har jeg hverken røget pod eller drukket alkohol. (Nu lyder det som om førstnævnte er noget jeg praktiserer lige så højfrekvent som sidstnævnte, hvilket ikke er tilfældet)
Tilbage til det INDledningsvise UDsagn.
Nuvel.. jeg bliver glad hver gang jeg læser det og lidt lettet. Lidt undskyldt for alle de små fejltagelse jeg begår, ikke? For alle de små prutskidder jeg strør ud, ikke? Det føles pludselig okay ikke? at være helt perfekt.. Men det er godt? Det ved jeg ikke helt. Det ved jeg ikke helt men nu bestiller jeg en cappuccino mere, for jeg har ikke nogen penge.. Mit liv er ikke i særlig høj grad bygget op af kausalitetsforhold.
En dekonstruktivist ville nok også være ligeglad med kausalitetsforhold, ’cause we’re all gonna die. Desuden er der ikke noget der giver mening. Ud over sex. Ud over mad. Ud over cigaretter, kaffe og alkohol. Ud over varme stuer og knopper på træerne og mennesker der smiler og er søde og glade og som jeg godt kan lide. Ud over verdensfred og menneskerettigheder og mennesker der har behov for religion og mennesker der har behov for kaosteorier og mennesker der ikke har behov for noget. Jeg har behov for at elske og blive elsket. Det giver mening og vekselvirkningen mellem impulser i min hjerne og de sporadiske effektueringer af disse jeg strør om mig med, er vel også en slags kausalitetsforhold? Og det giver vel en slags mening?
Abonner på:
Opslag (Atom)
