Aften i Mørke

Når aftenen flirter med natten, falder træerne til ro og halvmånen ejer for en kort stund endnu himmelhvælvingen. Der hersker en meditativ ro, som minder mig om efterårsdage.
Når jeg læner hovedet tilbage og betragter røgen fra aftenens sidste cigaret lege med luften og lægge sig imellem mig og de spirende stjerners forsøgsvise fremkomst, tænker jeg på dagene, ugerne, månederne og årene. Det er en fordøjelsesproces som jeg foretager mig på vegne af verdensaltet. Ligesom efteråret.
Bålet lader lidt endnu gløderne glitre og signalere liv.

På en af de grimme regnvejrsdage

Jeg tror ikke at jeg nogensinde vil komme så meget i kontakt med mig selv at jeg kan anse det for nødvendigt at reagere på det faktum at jeg ikke er det.
Jeg tror ikke at jeg nogensinde kommer til at opleve det fine nuancespil der hersker mellem sort og hvid - mellem sort/hvid og farve.
Jeg tror ikke at jeg nogensinde bliver så distanceret at jeg ikke føler det bydende nødvendigt for mig at sprætte mig selv op og stille mig tilgængelig for dissektion af alt og alle.
Jeg tror aldrig jeg lærer at holde op med at elske dig.

Jeg kan ikke tro det er muligt
Jeg kan ikke tro det ikke er
Jeg kan ikke overbevise mig om at jeg er her og at det er rigtigt
Jeg kan ikke overbevise dig om at du skal spille med