At sidde på læsesalen kl halv seks om morgenen og høre dubstep.
At have siddet her praktisk taget en hel uge, og endelig have færdiggjort en opgave, som har taget et halvt år at skrive.
At sidde på læsesalen kl halv seks om morgenen og ikke være træt, ja, slet ikke at have lyst til at gå i seng igen nogensinde.
At være så træt at det gør ondt inden i.
At have røget en pakke cigaretter, 10 kopper lunken sort kaffe hver dag, drukket minimale mængder vand, fået minimale mængder (ordentlig) mad og sovet omtrendt 3-4 timer hver nat.
At sidde med dubstep i ørerne kl halv seks om morgen og endelig give sig selv lov til at spille bubbleshooter.
At ville ønske man havde et sjovere spil at spille.
At have været færdig med sin opgave i en lille time og allerede savne Kafka.
At glæde sig til frugt og øl.
At glæde sig til at skulle skrive den næste opgave.
At sidde på læsesalen kl halv seks om morgenen med dubstep i ørerne og en elendig kafferøg-smag i munden og drømme om romantik og sol og øl og frugt.
Jeg tror vi skal have en øl i solen når vi går herfra.
mandag den 31. maj 2010
tirsdag den 18. maj 2010
Stjernerne var flotte i aften da jeg gik hjem.
Nu gør jeg det igen, det der med at være rebelsk og tænde en cigaret på mit værelse. Og det er fordi, lidt fordi jeg kan og lidt fordi det føles smart, men mest fordi røgen har en rolig, fortrolig indvirken på tastaturet og fingrene der betræder det.
Når jeg ligger her hvor jeg nu end har lagt mit hoved og tror på benådningen, og sender de bløde skyer af koffeinmættet røg ud i det, der binder alt dette sammen.
---
Når jeg sådan går hjem fra det der i nogle timer føltes som ro, gennem byen, og glor på vinduerne og lysene, og mine fødder, der i meditativ dans bærer mig hjem, leder jeg efter mørket og stjernerne og dig – den konstellation der engang skal løfte mig op, derop hvor alting hænger sammen, og jeg kan omsluttes af verdensaltet.
Jeg vil gerne konstruere denne helhed og denne sti jeg betræder forbi de høje huse. Men det er noget andre har gjort før mig, indser jeg. Og det er okay, indser jeg.
Når jeg ligger der hvor jeg nu end har lagt mit hoved og tror på benådningen, og sender de bløde skyer af koffeinmættet røg ud i det, der binder alt dette sammen.
Tilbage til turen hjem, til Processen der omslutter spændet mellem ideen til dette skrift og skriftet, så sker det ofte når jeg går, at jeg køber sådan en vand og lidt saltede cashewnødder, fordi jeg kan og fordi tanken om at sidde i min seng med vandet og cashewnødderne og cigaretten og røgen der danser mellem fingrene og tastaturet og alle mine tanker der adskiller mig fra blogindlægget fra opgaven, fylder mig med en vished om at det er okay at gå hjemad alene.
---
Jeg havde forestillet mig en mere højtsvungen og poetisk udformning af dette skrift, det syntes så sandt og let da mine fødder svang mig hjem gennem natten. men røgen og fingrene og cashewnødderne ville det anderledes – da jeg sad i sengen og troede på benådningen men den tomme venten var forstummet fra min øregang og røgen var knap så fyldt med koffein og rummet knap så fyldt med andre menneskers åndedrag, ville det – skriftet - pludselig noget andet.
Sådan kan det gå nogle gange.
Når jeg ligger her hvor jeg nu end har lagt mit hoved og tror på benådningen, og sender de bløde skyer af koffeinmættet røg ud i det, der binder alt dette sammen.
---
Når jeg sådan går hjem fra det der i nogle timer føltes som ro, gennem byen, og glor på vinduerne og lysene, og mine fødder, der i meditativ dans bærer mig hjem, leder jeg efter mørket og stjernerne og dig – den konstellation der engang skal løfte mig op, derop hvor alting hænger sammen, og jeg kan omsluttes af verdensaltet.
Jeg vil gerne konstruere denne helhed og denne sti jeg betræder forbi de høje huse. Men det er noget andre har gjort før mig, indser jeg. Og det er okay, indser jeg.
Når jeg ligger der hvor jeg nu end har lagt mit hoved og tror på benådningen, og sender de bløde skyer af koffeinmættet røg ud i det, der binder alt dette sammen.
Tilbage til turen hjem, til Processen der omslutter spændet mellem ideen til dette skrift og skriftet, så sker det ofte når jeg går, at jeg køber sådan en vand og lidt saltede cashewnødder, fordi jeg kan og fordi tanken om at sidde i min seng med vandet og cashewnødderne og cigaretten og røgen der danser mellem fingrene og tastaturet og alle mine tanker der adskiller mig fra blogindlægget fra opgaven, fylder mig med en vished om at det er okay at gå hjemad alene.
---
Jeg havde forestillet mig en mere højtsvungen og poetisk udformning af dette skrift, det syntes så sandt og let da mine fødder svang mig hjem gennem natten. men røgen og fingrene og cashewnødderne ville det anderledes – da jeg sad i sengen og troede på benådningen men den tomme venten var forstummet fra min øregang og røgen var knap så fyldt med koffein og rummet knap så fyldt med andre menneskers åndedrag, ville det – skriftet - pludselig noget andet.
Sådan kan det gå nogle gange.
fredag den 14. maj 2010
lidt lol
- Prolog:
Dette bliver mit livs mest udfordrende blogindlæg fordi jeg sådan egentlig ikke har lyst til at udtale mig om noget overhovedet men fordi jeg bare sådan egentlig har temmelig meget lyst til at skrive noget alligevel – sådan altså… Så jeg lavede mig en kop kaffe lige nu her for lidt siden, for kaffe (ligesom maffe nogle gange.. bare lidt anderledes) kan være en ret god ven i sådanne situationer som denne her, hvor man ikke helt ved hvor man skal gøre af sine ord. Men så oplevede jeg noget lidt pudsigt, for hvem har nogensinde været ude for at en mælk som var okay i går, over night er blevet transformeret til tykmælk – ikke rådden mælk, tykmælk?!!
Muligvis har jeg en meget sær roomie - det kan være, at dette er hans indebrændte hævn for at han så mig nøgen engang. Men muligvis er fænomenet ikke så enestående som umiddelbart antaget.
Men den nødvendige udgang/ -løsning på problemstillingen blev da at jeg måtte lunte ned i kjoller’n efter en frisk. Og så flottede jeg mig sgu lige og købte sødmælk, for som jeg tænkte, så hjælper det nok på kvaliteten af ethvert blogindlæg at det har haft gode forudsætninger i undfangelsesøjeblikket, og en velsmurt gane ytrer sig dog bedst.
Nuvel. Jeg skal forsøge at udtale mig om alt men tilsyneladende om intet. Og det kan jeg sgu ikke rigtig gøre allegorisk, for det er ikke pissesvært at indsætte Rolf hvor der står kat, druk hvor der står fri leg eller sex hvor der står hesteskrig (til Tom Kristensen with love)… for eksempel... Generelt er et konsekvent metonymisk billedsprog nok ikke sejt – måske negerende allegorier? Eller wtf altså… Jeg kan sgu lige så godt spare mig besværet, for jeg er manifestationen af Glasnost-begrebet, så jeg er gennemskuet ligeså snart jeg åbner munden.
Jeg laver lige en kop kaffe….
- En ode til wtf-altså-et-eller-andet:
Jeg tænder en cigaret på mit værelse i min seng, hiver dynen op omkring mig og slubrer lidt i min kaffe… Fordi jeg er pisserebelsk og lidt emo men også lidt glad men også ret lykkelig men også lidt fucked oveni hovedet… Så der er nok ikke sket så meget nyt. Bortset fra at det er der. Bortset fra at det ikke er noget der sådan entydigt kan beskrives.. Bortset fra at det kan det godt men at jeg vælger at lade være.
Jeg tog lige et sug af min cigaret, blev lidt svimmel for det gør jeg tit af dagens første, lagde mig bagover og så op i loftet mens jeg tog et til, og så lå jeg der og opdagede al spindelvævet mens jeg fulgte røgen i dens vandring ned gennem svælget og ned i lungerne og rundt og op igen og ud af munden og lidt ud gennem næsen og op og rundt i værelset, dansende til lyden af Conor Oberst Gillian Welch’s cover af Lua.
Nu har jeg røget den og det var den sidste i pakken, hvilket muligvis er meget godt, for havde jeg haft en til havde jeg røget den og jeg bor i en ikke-ryger-lejlighed..
Norton hviler tungt på litteraturens tilgange, maser den ned mod træpallen. Jeg forestiller mig Hans Lauge skælve under vægten af Eliots ordlyd og indse, at nogle bare er født til en tættere kontakt med træsplinterne end andre. Han tager nok også et sug af sin cigaret i et desperat forsøg på at fatte den situation han er endt i, liggende der med fjæset mod pallen, hvor der i går lå en kaffesjat. Men den tørrede jeg op før jeg placerede ham der.
- Epilog:
It don’t mean a thing if it ain’t got that swing. We are ugly but we have the music…. And all that jazz…. Hej <3
Dette bliver mit livs mest udfordrende blogindlæg fordi jeg sådan egentlig ikke har lyst til at udtale mig om noget overhovedet men fordi jeg bare sådan egentlig har temmelig meget lyst til at skrive noget alligevel – sådan altså… Så jeg lavede mig en kop kaffe lige nu her for lidt siden, for kaffe (ligesom maffe nogle gange.. bare lidt anderledes) kan være en ret god ven i sådanne situationer som denne her, hvor man ikke helt ved hvor man skal gøre af sine ord. Men så oplevede jeg noget lidt pudsigt, for hvem har nogensinde været ude for at en mælk som var okay i går, over night er blevet transformeret til tykmælk – ikke rådden mælk, tykmælk?!!
Muligvis har jeg en meget sær roomie - det kan være, at dette er hans indebrændte hævn for at han så mig nøgen engang. Men muligvis er fænomenet ikke så enestående som umiddelbart antaget.
Men den nødvendige udgang/ -løsning på problemstillingen blev da at jeg måtte lunte ned i kjoller’n efter en frisk. Og så flottede jeg mig sgu lige og købte sødmælk, for som jeg tænkte, så hjælper det nok på kvaliteten af ethvert blogindlæg at det har haft gode forudsætninger i undfangelsesøjeblikket, og en velsmurt gane ytrer sig dog bedst.
Nuvel. Jeg skal forsøge at udtale mig om alt men tilsyneladende om intet. Og det kan jeg sgu ikke rigtig gøre allegorisk, for det er ikke pissesvært at indsætte Rolf hvor der står kat, druk hvor der står fri leg eller sex hvor der står hesteskrig (til Tom Kristensen with love)… for eksempel... Generelt er et konsekvent metonymisk billedsprog nok ikke sejt – måske negerende allegorier? Eller wtf altså… Jeg kan sgu lige så godt spare mig besværet, for jeg er manifestationen af Glasnost-begrebet, så jeg er gennemskuet ligeså snart jeg åbner munden.
Jeg laver lige en kop kaffe….
- En ode til wtf-altså-et-eller-andet:
Jeg tænder en cigaret på mit værelse i min seng, hiver dynen op omkring mig og slubrer lidt i min kaffe… Fordi jeg er pisserebelsk og lidt emo men også lidt glad men også ret lykkelig men også lidt fucked oveni hovedet… Så der er nok ikke sket så meget nyt. Bortset fra at det er der. Bortset fra at det ikke er noget der sådan entydigt kan beskrives.. Bortset fra at det kan det godt men at jeg vælger at lade være.
Jeg tog lige et sug af min cigaret, blev lidt svimmel for det gør jeg tit af dagens første, lagde mig bagover og så op i loftet mens jeg tog et til, og så lå jeg der og opdagede al spindelvævet mens jeg fulgte røgen i dens vandring ned gennem svælget og ned i lungerne og rundt og op igen og ud af munden og lidt ud gennem næsen og op og rundt i værelset, dansende til lyden af Conor Oberst Gillian Welch’s cover af Lua.
Nu har jeg røget den og det var den sidste i pakken, hvilket muligvis er meget godt, for havde jeg haft en til havde jeg røget den og jeg bor i en ikke-ryger-lejlighed..
Norton hviler tungt på litteraturens tilgange, maser den ned mod træpallen. Jeg forestiller mig Hans Lauge skælve under vægten af Eliots ordlyd og indse, at nogle bare er født til en tættere kontakt med træsplinterne end andre. Han tager nok også et sug af sin cigaret i et desperat forsøg på at fatte den situation han er endt i, liggende der med fjæset mod pallen, hvor der i går lå en kaffesjat. Men den tørrede jeg op før jeg placerede ham der.
- Epilog:
It don’t mean a thing if it ain’t got that swing. We are ugly but we have the music…. And all that jazz…. Hej <3
onsdag den 12. maj 2010
Abonner på:
Opslag (Atom)
