Refleksions after drunkNEZZ

Èn sætning hjemsøger min bevidsthed I dette døgn:

”Don’t you know there ain’t no devil, there’s just God when he’s drunk”

Der ligger I den sætning en temmelig dejligt flabet resignation – en flabet kommentar til moralens vogtere, som står med åbne bøger, bebrejdende miner og monokler ved himmerigets port og pass’er judgement over ens sjæl når man når til dommedag; et uforskammet grin op i deres ansigter, en kæk latter, måske lidt diskræt røvballe der flashes når man vender sig 180 DEGREEZ for at gå mod den lille spillebule i den del af landet som lyset ikke rører, hvor man godt selv ved man hører til. Line likes this. Line tænder sgu lidt på den recklessness - til hvilket udtryk jeg ikke kan opstøve en passende dansk ækvivalent - som all-time-favourite-singer-song-writer Tom Waits har liret af på så balstyrisk og fuck-mig agtige facon, at det ikke burde være muligt at undgå at høre det højt og inderligt og hele tiden og leve efter det og ikke leve særlig længe og miste mange venner men få endnu flere når man bare er skidefuld og dum hele tiden. Det er fandme fedt! NÅ!

Der var engang en pige der hed Line. Hun havde langt, rødt hår og en sød kæreste gennem tre og et halvt år og de skændtes aldrig og var altid glade og søde sammen, og hun løb og spiste sundt og drak ikke så meget og mediterede og var dygtig til at synge og havde styr på økonomien og læste bøger om selverkendelse og åndelige åbenbaringer og plejede forhold til gamle veninder, som hun måske godt inderst inde vidste hun kun så for at please dem (og sikkert også omvendt), og havde egentlig så meget nok i sig selv og sit ægteskab med sin lille verden at hun ikke rigtig gad lære nye mennesker at kende. Det gjorde hun dog alligevel - sådan, for at please dem. Hun syntes det var uoverskueligt at drikke, for så fik man det sgu træls dagen efter, og hun syntes, at folk der drak for at blive PISSE STIVE og tog stoffer og røg og levede nogle indelukkede, kaffedrikkende emo-liv var nogle fjolser, fordi de ikke gjorde noget godt for sig selv og var ukonstruktive. Hun elskede bare sådan alle, og sin kæreste og familien i særdeleshed, og hendes forældre syntes at hun var et fantastisk vellykket afkom som da for helvede var pisseintelligent og altid gjorde alting rigtigt.

Det er et år siden dette billede stadig var det gældende. Et år er gået og man har lige overtrådt en skillelinje mellem før og nu/det kommende, mellem nyt og gammelt og alt det er, og det afføder jo en eller anden form for refleksion over tingenes tilstand, det gør det jo, og altså, for fanden hvor jeg synes der er noget at reflektere over nu.

Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne man pludselig undergå den omvending der betød at kæresten, moralen, sundheden, åndeligheden, de slidte gamle veninder, og, til dels, forældrenes stolthed forsvandt, blev låst inde i et bur og begravet blandt tomme øldåser og cigaretpakker, afklippet hår og faldne strukturer og systemer, til det kan tages frem igen engang – forhåbentligt – i en fjern afkrog af collagen Line..?!?!? Jeg har aldrig følt mit liv præsentere sig for mig på så deterministisk facon som det har gjort det i løbet af det forgangne år. Det var mig aldrig muligt overfor hverken kæresten, den søde, dejlige, fantastiske dreng, veninderne, familien eller mig selv, at forklare, hvorfor han pludselig skulle skrottes på mest uforståelige og fucking lortede vis, med andre argumenter end den følgende – den eneste gyldige grund: at jeg havde brug for at mærke mig selv og verden; at det forfærdede mig ikke at vide hvem jeg var og hvad jeg følte og hvad der var rigtigt for mig når jeg aldrig havde oplevet livets afkroge og ekstremer – når jeg aldrig havde oplevet ekstrem lykke og ulykke; at jeg havde brug for at falde og svæve; at blive kylet rundt som en bold og blive begæret og blive trådt på.
Så jeg har indstillet al motion, omstyrtet min økonomi og været hadet af de slidte veninder, med hvilke jeg, i konfrontationens time, slog op med. Jeg har udfordret mig selv og drukket som gjaldt det livet, og røget og dyrket sex med masser af mænd og lært hvordan man er en storrygende, kaffedrikkende kyniskmenstadigfølsom emo-kid og høre Bob Dylan og Tom Waits. Det har været afsindig morsomt og jeg fortryder ikke et sekund; jeg hverken kunne eller ville have gjort anderledes!

Jeg blev sur på min mor i dag fordi hun kom med henkastede bemærkninger om at jeg sov for længe (hvad hun ikke vidste var fordi det var første gang i en uge at jeg sov nok!), drak for meget, spiste for lidt ordentlig mad, gik i for lidt tøj, havde for dårlig økonomi

……………….. ETCETERA!...................!!!!!!!!!!!!!!!!

Og det går mig på for hun har fucking ret for jeg er fucking useriøs lige for tiden og jeg har fucking ingen styr på nogen ting, og selvom jeg den største del af tiden har det fucking sjovt er jeg også fucking bange for ikke at kunne finde mig selv igen og miste kontrollen, og faktisk gad jeg godt at nogle mennesker, gerne min familie, kunne se og forstå at jeg FUCKING ikke er blevet noget dårligt menneske – jeg er bare FUCKING FULD!!!! NÅ!